Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Lars Hyldstrup, dr.med. og overlæge på Hvidovre Hospital: Sunde knogler: Det åbne vindue i teenagealderen

Sidste mand på scenen var dr.med. og overlæge Lars Hyldstrup fra Hvidovre Hospital, der kunne fortælle om knoglesundhed og osteoporose. For selvom osteoporose oftest rammer i de ældre år, så er det i høj grad noget, der har relevans for børn og unge. Sunde knogler afhænger nemlig af det, du har sparet op i teenageårene – i det såkaldte ”åbne vindue”.

Hos børn er knoglerne elastiske og bøjelige, og omkring 20-års alderen topper de i styrke, hvorefter de med årene mister mere og mere elasticitet og styrke.

Ved osteoporosepatienter bliver knoglerne porøse som porcelæn, så risikoen for brud stiger markant. Man anslår, at omkring 500.000 danskere lider af osteoporose – men 350.000 ved det ikke. Det er i den forbindelse vigtigt at vide, at osteoporose ikke kun rammer kvinder, som mange mænd fejlagtigt tror.

Osteoporose kan forebygges, og det er her, det åbne vindue i teenageårene kommer ind. Opbygningen af stærke knogler sker nemlig i barndommen og særligt i puberteten, hvor calcium indbygges i knoglerne. En knoglesund livsstil består af calcium, D-vitamin og fysisk aktivitet, berettede Lars Hyldstrup og understregede, at der skal startes tidligt blandt børnene.

Calcium fås typisk fra mejeriprodukter, men kan også optages fra kosttilskud. For at kroppen kan optage calcium, er D-vitamin vigtigt. Den største kilde til D-vitamin er solen, men i de nordiske lande kan det især om vinteren være svært at få de rette mængder derfra. Derfor er det en god idé også at spise fed fisk eller at tage en form for kosttilskud. Calcium og D-vitamin hjælper dog ikke så meget, hvis man ikke samtidigt er fysisk aktiv – og omvendt. Og det er derfor en uheldig tendens i tiden, at børn i højere grad spiller computer i stedet for fodbold, mener Lars Hyldstrup.