Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sisse Fagt, DTU Fødevareinstituttet: Kostens betydning for børn og unges sundhed og overvægt

Efter en kort introduktion til dagens program og emne blev mikrofonen givet videre til seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet, som kom med konkrete tal på udviklingen af børn og unges kostvaner over en længere årrække.

Blandt andet har man fra år 2000 til 2013 kigget på, hvor tæt befolkningens kostvaner lægger sig op ad De officielle Kostråd. Her er det interessant, at mens 37 % af de 4-14-årige børn i 2013 opfyldte anbefalingerne for frugt og grønt, gælder det sammen kun for 17 % af den voksne befolkning fra 15 år og op. Til gengæld spiser børn i højere grad for meget tilsat sukker. Overordnet set er kostens kvalitet steget siden årtusindeskiftet, og det er især fuldkorn, som børn og unge har taget til sig. Desværre er der en stærk tendens til, at alle gode vaner stopper ved teenageårene, hvor der ses et tydeligt fald i antallet af unge, der opfylder anbefalingerne for fuldkorn, frugt og grønt.

Selvom sukkerindtaget er faldet siden år 2000, bliver der stadigvæk spist langt mere, end der anbefales. I gennemsnit indtager børn og unge fem gange så mange tomme kalorier, som der er plads til i en sund kost. Særligt sodavandsforbruget er steget de seneste år, i takt med at priserne er faldet. Ligeledes er salget af energidrikke firdoblet fra 2010 til 2016, og danskerne bliver spået til at blive verdensmestre i slik i 2018.

Det er særligt om eftermiddagen og aftenen, at sukkerindtaget er højt. Aftensmaden samt mellemmåltider om eftermiddagen og aftenen står sammenlagt for 68 % af det daglige sukkerindtag hos de 4-17-årige. Og ikke overraskende er weekenden markant mere usund end hverdagen. Faktisk er hverdagsvanerne generelt blevet sundere, mens det er gået den anden vej i weekenden. Og de dårlige madvaner i weekenden kan aflæses i børnenes sundhedsprofil om mandagen. En undersøgelse fra 2015 af de 8-11-årige fandt, at niveauet af triglycerid og insulin, der er risikomarkører for diabetes og hjerte-kar-sygdomme, var 28-35 % højere om mandagen end om fredagen.

Så her er helt sikker noget, der skal arbejdes med, mener Sisse Fagt, der også identificerede en del af problemet: Tilgængeligheden og synligheden af sukker er utroligt høj, særligt på de steder hvor børnene færdes. Selv på public service-kanalerne kunne man i 2017 følge med i Familien Fredagsslik, der spiste bland-selv-slik i bedste sendetid på DR Ramasjang. Og hos forældrene selv kan man spore en tendens til at stole på egen intuition frem for officielle anbefalinger, når det kommer til børnenes sukkerindtag.

Så der er altså et stort potentiale i forhold til at få flere til at efterleve De officielle Kostråd og forbedre især weekendens kostvaner, sluttede Sisse Fagt sit indlæg af med at sige.