Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Anne W. Ravn til Sundhed i medierne 2019

Bliver du et sundere menneske af superfoods og plantedrik?

Autoriseret klinisk diætist, forfatter og foredragsholder Anne W. Ravn startede dagens oplægsrække med et kig på næringsværdien i de nye fødevarer. For bliver man mon sund af at drikke plantedrik?

For at stille det spørgsmål, bliver man nødt til at tage stilling til, hvad ”sund” overhovedet betyder, argumenterede Anne W. Ravn. For sundhed betyder ikke nødvendigvis det samme i dag, som det gjorde engang. Tidligere havde man i Danmark helt andre sundhedsproblemer at tage stilling til, som f.eks. tuberkulose og kolera. I dag er overvægt et langt større problem.

Uanset hvad man lægger i ordet, så er sundhed ”hot stuff”, udtalte Anne W. Ravn. Men forbrugerne bliver let forvirrede. Og det er ikke så mærkeligt. For selve forskningen i sundhed giver sjældent klare og entydige svar, og mediernes formidling er ofte meget polariseret, fordi skarpe overskrifter giver flere kliks.

Superfoods som genvejen til sundhed

En ting, vi ofte hører om i medier og markedsføring, er de såkaldte superfoods. Og der er da ingen, der kan være i tvivl om, at ingefær kan kurere alverdens sygdomme. Eller hvad? Der er ganske rigtigt lavet studier, der peger på, at ingefær kan dæmpe inflammation. Problemet er bare, at man skal op på 200 gram om dagen for at få den virkning. Og det er virkelig meget ingefær. I så høje doser kan man desuden opleve en række uønskede bivirkninger såsom halsbrand, diarre og hjerterytmeforstyrrelser. Så måske er ingefær alligevel ikke den magiske genvej til sundhed? Anne W. Ravn formulerede det således: ”Personligt er jeg ret sikker på, at en syltet rødbede er mindst lige så godt”.

Næringsværdien i de plantebaserede alternativer

Når man hører kommunikationen omkring de plantebaserede alternativer til kød og mejeriprodukter, kan det være let at sætte lighedstegn mellem vegetarisk/vegansk og sundt. Men så enkelt er det ikke, sagde Anne W. Ravn: ”Bare fordi det er plantebaseret, er det ikke nødvendigvis bedre.” Ofte er næringsværdien i de plantebaserede alternativer faktisk ikke lige så god som i de animalske produkter. Man får ikke de samme næringsstoffer, fedtkvaliteten er ikke lige så god, og ofte er produkterne meget forarbejdede.

Særlig i Norden skal vi være opmærksomme på at få nok calcium i kosten, idet de nordiske folkefærd ikke er gode til at optage calcium – modsat f.eks. asiatere, der lettere optager calcium fra grønne grøntsager. Studier viser, at vesterlændinge kan være sårbare overfor at leve vegansk i forhold til knoglesundheden. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være veganer i Danmark. Det kan man sagtens, det kræver blot noget omhu i forhold til sammensætningen af kosten.

Anne W. Ravn afsluttede sit oplæg med at slå et slag for Fødevarestyrelsens officielle kostråd nr. 1: Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv.