Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Beretning fra Ernæringskonference, FENS

Den 12. europæiske ernæringskonference FENS, blev afholdt den 20.-23. oktober 2015 i Berlin. FENS står for ’Federation of European Nutrition Societies’ og konferencen kommer vidt omkring indenfor ernæringsområdet, og spænder lige fra prænatal programmering af sundhed over ’personalised nutrition’ til bæredygtighed.

Der var løbende hele otte parallel-sessioner, heraf er udvalgt to highlights, der omhandler mikronæringsstoffer og resultater fra det store EPIC-studie.

Mikronæringsstoffer
Der var sat fokus på jod, vitamin D og folinsyre, da disse tre næringsstoffer er områder, hvor der på europæisk plan vurderes at være nogle udfordringer som kræver handling.

Rigtig mange skolebørn vurderes at have et for lavt jod-indhold i kroppen. Målinger viser, at 21 lande i Europa er i mangeltilstand (inkl. Danmark), mens kun 10 lande vurderes at ligge på et acceptabelt niveau. Undersøgelser viser, at et lavt jodstatus under graviditeten kan påvirke det kommende barns intelligens i negativ retning.

Udfordringen med folinsyre blev også fremlagt som virkelig alvorlig, pga. risikoen for neuralrørs-defekt. På verdensplan er det normalt at berige f.eks. mel med folat, mens Europa skiller sig ud ved ikke at berige med dette vitamin. Danmark blev specielt fremhævet ved ikke en gang at tillade berigelse, og derfor have det laveste indtag. Oplægsholderen henviste til undersøgelser, der viste at rådgivning (om at spise fødevarer med naturligt folinsyre eller kosttilskud med folat), slet ikke havde den ønskede effekt, og at forekomsten af neuralrørs-defekt er meget høj i Europa sammenlignet med f.eks. USA og Chile.

Resultater fra EPIC-studiet
Der blev fremlagt en del resultater fra det store EPIC-studie, hvor der bl.a. er blevet kigget på sammenhænge mellem kosten og forekomsten af type 2 diabetes og hjertekarsygdomme.

Et forbrug af sukkersødede drikkevarer øgede tydeligt risikoen for type 2 diabetes, mens indtag af frugt og grønt havde en svag nedsættende effekt på risikoen. Indtag af kød så også ud til at øge risikoen. Mejeriprodukter som en samlet gruppe havde ingen effekt på risikoen for type 2 diabetes, mens udvalgte undergrupper: ost, yoghurt og fermenterede mælkeprodukter så ud til at reducere risikoen for type 2 diabetes.

Med hensyn til hjertekarsygdom, så fandt man en øget risiko blandt kødspisere, hvilket ikke nødvendigvis kunne tilskrives kødet alene, da det blev fundet, at dem der spiser meget kød, generelt har en mere usund levevis (rygning, højere BMI og højere blodtryk). Indtag af mejeriprodukter havde ingen betydning for forekomsten af hjertekarsygdom. Indtaget af fisk havde heller ingen sammenhæng med forekomsten af hjertekarsygdom, hvilket undrede forskerne, da man i tidligere undersøgelser har set en gunstig effekt af at spise fisk. Her skal man så huske på, at EPIC-studiet er et kohortestudie, hvor man følger en stor gruppe mennesker over en længere periode, og ser på mulige sammenhænge mellem en række parametre og personernes sundhedstilstand. Man kan ikke konkludere noget om årsagssammenhænge ud fra sådan et studie – det skal undersøges nærmere i f.eks. interventionsstudier.

Seneste nyt