Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Nyt studie om den veganske og vegetariske kosts betydning for knoglesundheden

En stor undersøgelse af 20 studier og 37.134 mennesker sætter fokus på den veganske og vegetariske kosts betydning for knoglesundheden. For hvilken betydning har det for knoglerne, hvis man helt eller delvist udelukker animalske fødevarer fra sin kost? Få svaret her.

Selvom antallet af veganere og vegetarer er et fåtal i den danske befolk, er der stadig et stigende antal danskere, der begrænser eller helt fravælger indtaget af animalske fødevarer. Årsagerne kan være mange, men et stigende fokus på sundhedsvirkningerne af at indtage en plantebaseret kost går igen blandt argumenterne. Der hersker ingen tvivl om, at frugt og grøntsager er godt for kroppen. Men udelukker du hele fødevaregrupper fra din kost, kan det være udfordrende at opfylde kroppens næringsbehov. Denne nye systematiske gennemgang og metaanalyse* har til formål at undersøge den veganske og vegetariske kosts betydning for knoglesundheden.

I metaanalysen kigger man på både knoglemineraltætheden, som er et udtryk for, hvor meget kalk du har i dine knogler, og derudover kigger man på risikoen for brud på knoglerne. Studiet viser, at veganere og vegetarer sammenlignet med omnivorer* har en lavere knoglemineraltæthed, og at veganere har en højere forekomst af knoglebrud.

I studiet blev knoglemineraltætheden undersøgt flere steder i skelettet (ryg, lår, hele kroppen), og alle steder blev der fundet en signifikant lavere tæthed blandt vegetarer og veganere, sammenlignet med mennesker der spiste en kost med elementer fra alle fødevaregrupper.

Der blev også fundet en tydelig forskel mellem kaukasiere og asiater, hvor det går hårdest ud over knoglemineraltætheden at vælge en vegetarisk eller vegansk kost, hvis man tilhører den kaukasiske race. Det samme gør sig også gældende med hensyn til alder, hvor mennesker over 50 år er mere sårbare end mennesker under 50 år.

Om det er klinisk relevant, at knoglemineraltætheden er lavere blandt veganere og vegetarer, kan være en væsentlig diskussion; men denne undersøgelse viste en signifikant større risiko for knoglebrud blandt veganere. Studiets forfattere diskuterer både kostens indhold af calcium, vitamin D, protein og vitamin B12 som værende vigtige parametre i denne sammenhæng.

Mængden af calcium i kosten er central at have fokus på, når vi taler om knoglerne, idet indbygningen af calcium i knoglerne, også kaldet knoglemineraliseringen, er afgørende for knoglestyrken. Mælk og mejeriprodukter er gode kilder til calcium, men calcium findes også i grønne grøntsager (broccoli, grønne bønner, grønkål), rugbrød og mandler, dog i væsentlig mindre mængder. Samtidig kan kroppen lettere optage calcium fra mælk og mejeriprodukter sammenlignet med de fleste grøntsager. Hvor stor indbygningen er, afhænger dog af flere forskellige faktorer. De vigtigste er: de arvelige forhold, indtag af D-vitamin og fysisk aktivitet.

Konklusionen på selve studiet er, at en vegansk og vegetarisk kost bør være nøje sammensat, således at man undgår, at det går ud over knoglesundheden. Spiser man en varieret kost, har man dog de bedste muligheder for at få de næringsstoffer, man skal bruge for at holde sig sund og rask. Afdeling for Ernæring i Landbrug & Fødevarer læner sig op ad Fødevarestyrelsens officielle kostråd: Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv.
____________________________________________________________________________________
*En metaanalyse er en sammenfatning og analyse af resultater fra flere uafhængige undersøgelser af et givent fænomen.
*Omnivorer: mennesker der lever af en plantebaseret og animalsk kost.

Her kan du læse mere om mælkens rolle for knoglerne

Her kan du læse mere om knogleskørhed

Link til studiet

Seneste nyt