Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Sundhedsstyrelsen fraråder fortsat vegansk kost til børn under to år

Et notat fra Sundhedsstyrelsen vedrørende vegetarisk og vegansk kost til børn under to år bliver af nogle medier omtalt som en blåstempling af vegansk kost til de mindste børn. Det er dog en kraftig fejlfortolkning. Sundhedsstyrelsen har ikke ændret deres anbefalinger, og de fraråder fortsat at lade børn under to år leve på en vegansk kost.

Sundhedsstyrelsen har ultimo maj 2018 udarbejdet et notat målrettet sundhedspersonale under overskriften“Opdateret tekst om vegetarisk og vegansk kost til børn i alderen 0-2 år i publikationen ‘Ernæring til spædbørn og småbørn - en håndbog for sundhedspersonale’ (SST 2016).” Notatet har i løbet af juni fået en del medieomtale, og bliver af nogle medier omtalt som nye kostråd og som en blåstempling af, at de mindste børn nu kan leve vegansk. Det er imidlertid en kraftig fejlfortolkning. For der er på ingen måde tale om en blåstempling eller om nye kostråd for den sags skyld.

Sundhedsstyrelsen pointerer selv, at notatet henvender sig til sundhedspersonalet, og at det uddyber hvorfor, Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler spædbørn og småbørn at spise vegansk, samt at deres anbefalinger på området stadig er de samme.

I notatet står der:

“Udelukkende vegansk ernæring til spædbørn og småbørn (under to år) kan ikke anbefales, idet det kan være meget vanskeligt at opfylde barnets ernæringsbehov de første leveår med denne kostform. Såfremt forældrene vælger at ernære deres barn vegetarisk og/eller vegansk skal sundhedspersonalets vejledning tage udgangspunkt i nedenstående.”

Sundhedsstyrelsen har hidtil ikke ønsket at yde vejledning omkring vegansk diæt til spædbørn. Det har de nu delvist valgt at gøre op med, ved – overfor sundhedspersonalet – at udspecificere de ernæringsmæssige udfordringer, en vegetarisk og en vegansk diæt kan give det lille barn, og hvordan det bedst muligt kan imødekommes, fx via kosttilskud. Hermed har sundhedspersonalet mulighed for at varetage barnets tarv på bedst mulige måde, hvis forældrene (til trods for klare anbefalinger om det modsatte) vælger at lade deres børn under to år leve vegansk.

Relevante links:

www.madtilboern.dk  

Materialer: Børn og unge

Seneste nyt