Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Madskoler for 15. år i træk

Det er i år 15. gang, Landbrug & Fødevarer i et ikke kommercielt samarbejde med 4H og Rema 1000 afholder Madskoler for børn i alderen 8-12 år. Men hvad er en ”Madskole” egentlig, og hvordan foregår sådan en?

Madskolerne afholdes i skolernes sommerferie, de første og de sidste to uger. Madskolerne afvikles af frivillige instruktører mandag til fredag. På programmet er selvfølgelig madlavning, men børnene lærer også om Nøglehullet og Måltidsmærket, om hvor maden kommer fra, og de har forskellige lege og spil og andre fysiske aktiviteter i løbet af ugen.

En af dagene tager børn og instruktører på besøg på en landbrugsproduktion eller hos en fødevarevirksomhed for fx at se, at mælken i kartonen faktisk kommer fra en ko.

Torsdag bliver forældre og søskende inviteret til middag og kan opleve noget af det, børnene har lært på Madskolen.

Der har i denne sommer været afholdt 123 Madskoler med godt 2300 børn og 570 frivillige instruktører. Dette antal har været ret konstant de senere år og er et udtryk for, at projektet er godt forankret i børns og forældres bevidsthed. Evalueringen, som foretages hvert år ved afslutning af Madskolerne, viser da også en stor tilfredshed med deltagelsen, en større lyst til at deltage i madlavningen hjemme, et større mod til at smage på nye ting og lyst til at komme på Madskole igen.

Madskoler vandt den 31. august 2018 Generation Food Award prisen i kategorien Bedste Læringsforløb. Det er Copenhagen Cooking & Food Festival og Arla, der står bag priserne og awardshowet. Prisen i denne kategori hylder initiativer, der udvikler og tilbyder læringsforløb, som giver børn og unge lejlighed til at arbejde med sundhed og bæredygtighed.

Læs mere om Madskoler.

Seneste nyt