Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Minister og direktør blev testet i hygiejne og kostråd af Madskolebørn

Forældrene har endnu en gang været nægtet adgang, da der i den forgangne sommerferie – for 16. år i træk – blev afholdt Madskoler for børn over hele landet. Én Madskole fik særligt fint besøg, da Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Anne Arhnung og Danmarks nye fødevareminister Mogens Jensen lagde vejen forbi. Et besøg hvor børnene satte såvel direktøren som ministeren på prøve med tests om kostråd, håndvask og opvask.

Der var godt gang i køkkenet på skolen på Islands Brygge, da fødevareminister Mogens Jensen og adm. direktør Anne Arhnung lagde vejen forbi. Iklædt Madskoleforklæde hjalp de til med dagens menu, der stod på Børnenes Brændende Kærlighed. Men inden de nåede til at røre i gryderne, gav børnene de to gæster en introduktion til korrekt håndvask – for det er naturligvis vigtigt med god håndhygiejne, når man laver mad.

Formålet med Madskoler, der bliver afholdt af 4H i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000, er at lære børn og unge om sund kost og motion på en sjov og aktiverende måde. Ministeren og direktøren besøgte Madskolen på Amager på børnenes sidste Madskoledag – og det var tydeligt, at de havde lært meget i løbet af ugen. Så meget, at de med stor selvsikkerhed begav sig ud i at teste gæsterne i både kostråd og opvaskerækkefølge.

Under besøget udtrykte ministeren begejstring for at være på Madskolebesøg: "Det er supervigtigt, at de næste generationer lærer at spise og tilberede sund, varieret og bæredygtig mad, så jeg synes, det er et fantastisk initiativ", sagde minister Mogens Jensen til LandbrugsAvisen. "Men jeg er allermest imponeret af glæden ved at lave mad, som man kan mærke stråle ud af de her børn. Vi går en fremtid i møde, hvor vi kan se at mere og mere mad bliver købt. Det her kan være med til at styrke lysten til selv at lave mad," tilføjede ministeren.

Hos Landbrug & Fødevarer er man også mere end tilfredse med konceptet og samarbejdet bag Madskoler: ”Det er så vigtigt, at vores børn få viden om maden, så de selv kan træffe deres egne sunde valg – både nu og i fremtiden. Jeg er stolt over, at vi i Landbrug & Fødevarer er med til at arrangere Madskoler. Og det glæder mig meget, at ministeren har valgt at tage tid ud af kalenderen til at tage på Madskolebesøg,” lød det fra Anne Arhnung, adm. direktør umiddelbart efter besøget.

Alle Madskoler er baseret på frivillig arbejdskraft, hvilket er en forudsætning for, at deltagerprisen holdes nede. På årets lidt over 100 Madskoler, deltager knap 500 frivillige instruktører og 1900 madglade børn.

Og maden – ja, den fik tomlen op fra de to gæster, som både får kokkehue, forklæde og Madbogen med hjem fra besøget.

 

Se flere billeder fra besøget her: https://www.madskoler.dk/kontakt/presse/pressebilleder-mogens-jensen-og-anne-arhnung-2019

 

 


Seneste nyt