Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.ernaeringsfokus.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Frivillige instruktører gør børn mere madmodige på Madskoler

Vil du være med på holdet? Bliv frivillig instruktør på Madskoler, og gør en forskel for børns sundhed og madmod! Som frivillig instruktør på en Madskole får du erfaring, som du kan bruge både privat og professionelt. Du får mulighed for at udvide dit netværk og styrke dine kompetencer inden for pædagogik, undervisning og organisering.

Madskoler er en sommerferieaktivitet for børn i alderen 8-12 år. Det foregår mandag til fredag i dagtimerne en uge i skolernes sommerferie. Formålet er at lære børn om sund kost og motion på en sjov, aktiverende og lærerig måde. Børnene lærer at lave sund og varieret mad ved hjælp af basale madlavningsteknikker, og de bliver præsenteret for forskellige råvarer inden for alle fødevaregrupper. Madskoler tager også på ekskursion, hvor børnene introduceres til fødevarernes vej fra jord til bord.

Bag Madskoler står hvert år en række fantastiske frivillige instruktører, som står for at gennemføre Madskoler sammen med børnene. Som frivillig instruktør får man erfaring med at formidle kost-, ernærings- og sundhedsfaglig viden. Man får desuden kompetencer inden for pædagogik, madlavning, måltidsplanlægning, fysisk aktivitet og didaktik. Alle instruktører får et bevis på deres deltagelse, som kan vedlægges CV’et.

Opgaverne som instruktør består i at instruere børnene i madlavning, aktivere dem gennem leg og motion samt gennemføre en række praktiske opgaver. Herudover formidler instruktørerne viden om sundhed, kost, hygiejne og fysisk aktivitet til børnene. Der er også plads til sjove indfald, skøre idéer og hygge. Madskoler tilbyder instruktørkurser og udarbejder ugeprogrammer med tilhørende opskrifter, så de frivillige er klædt godt på til opgaven.

Som frivillig instruktør gør du en forskel for de børnene og deres sundhed og madmod. En ny analyse fra Landbrug & Fødevarer (1) viser, at hver fjerde forælder til børn i alderen 8-12 har en bekymring om deres barns kræsenhed. Der er således et behov for initiativer, som skaber mere madmodige børn og involverer børnene i madlavning.

”Mere madmod er netop en af de ting, vi håber at kunne give de børn, der deltager på en Madskole,” udtaler Mette Krarup, landsdækkende Madskolekoordinator, og fortsætter: ”Vi udvikler hvert år nye og spændende opskrifter til Madskoler. Opskrifterne er i tråd med Fødevarestyrelsens anbefalinger om sund kost og udviklet i samarbejde med mesterkok Per Thøstesen. Maden er derfor både sund og velsmagende. Når børnene selv står for at lave retterne og efterfølgende spiser dem sammen i et fælles måltid på Madskolen, oplever vi, at de udfordrer hinanden og tør at smage flere nye ting, end de gør derhjemme.”

I 2018 deltog godt 2.300 børn på Madskoler. Børnenes forældre fik tilsendt en digital evaluering per mail umiddelbart efter, Madskolen var gennemført (2). Resultaterne viste, at 89 % af børnene havde smagt på nye fødevarer på Madskolen, og at 81 % af forældrene forventede, at deres barn ville komme til at lave mere mad, efter de havde været på Madskole.

Jo flere frivillige instruktører, der tilmelder sig, desto flere Madskoler bliver oprettet. Dermed kan endnu flere børn få en fantastisk uge i deres sommerferie med madglæde, madmod, nye venner og ny viden om sund mad. Kunne du tænke dig at gøre en forskel og blive instruktør på en Madskole til sommer? Så skynd dig at tilmelde dig her

Spred også gerne budskabet i dit netværk om, at Madskoler søger frivillige, så endnu flere får muligheden for at få en fantastisk og lærerig oplevelse som Madskoleinstruktør til sommer!

Madskoler arrangeres af 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000.

Læs mere om Madskoler på www.madskoler.dk

Tilmeld dig som instruktør på www.madskoler.dk/instruktoerer

(1) Markedsanalyse baseret på data indsamlet af Norstat: Hver fjerde forælder er bekymret over deres barns kræsenhed, Landbrug & Fødevarer, august 2018.
(2) Svarprocenten i den digitale forældreevaluering 2018 var 60%

 

Seneste nyt