Analyse af forskellige kilder til ’kødforbrug’ og ’kød til rådighed’
22. maj 2023
”Kødforbrug” er et meget omdiskuteret emne, der kan handle om mange ting. Ofte er det udtryk for et ønske om at kende til mængden af kød, der spises. Der er gjort mange forsøg på at måle kødmængden, der forbruges. I dette notat undersøger vi forskellige kilder nærmere mht. styrker og svagheder.
Vores anbefaling er generelt, at man er påpasselig med at tale om præcis kødforbrug/kødindtag’, hvis der tales om præcise mængder, der indtages, da data er behæftet med for stor usikkerhed, hvilket man kan læse mere om i denne rapport. Denne anbefaling gælder alene som en begrebsafklaring i forbindelse med opgørelser i eksakte mængder, og er derfor ikke en opfordring til at undgå at tale om kød og brugen heraf. Begrebet ’kødforbrug’ kan fx anvendes, når det handler om salg af kød (målt i værdi), kødets rolle i madkulturen, hvilke kødtyper der er mest populære, og forskellige aktørers valgkriterier ved køb af kød.
Det afgørende er dog, at man bruger den kilde og den metode, der bedst understøtter, hvad man ønsker at opgøre. Man kan derfor ikke nødvendigvis tale om gode vs. dårlige metoder eller mere vs. mindre præcise kilder. Forskellige kilder og metoder kan anvendes alt afhængig af, hvad man har brug for at vide.