Bælgfrugter og sundhed

05. marts 2026

Line Munk Damsgaard

Ernæringschef

Line Munk Damsgaard

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri anbefaler, at vi spiser mindre kød og vælger bælgplanterne til. I kostrådene omtales bælgplanterne som bælgfrugter.

Det anbefales, at vi, i en planterig og varieret kost, spiser 100 gram tilberedte bælgfrugter udover de anbefalede 600 gram grønt og frugt. Grønne bønner og ærter hører i kostrådene ikke til anbefalingen omhandlende bælgplanter men til anbefalingen tilknyttet grøntsager. Årsagen hertil er, at grønne bønner og ærter ikke har så højt et proteinindhold, som de øvrige bælgfrugter.

I en vegetarisk kost anbefaler Fødevarestyrelsen, at bælgfrugterne udgør 125 gram i kosten om dagen, og hvis du er 70 år eller ældre og vegetar bør du indtage 160 gram om dagen. Børn i alderen 2-3 år, der spiser vegetarisk, bør indtage 60 g om dagen.

Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt, at de tørrede bønner, ærter og linser optager ca. 2,5 gang sin egen vægt i væske ved tilberedning. Det vil typisk være vand, som man lægger dem i blød i, og efterfølgende koger dem. Fødevarestyrelsen har lavet anvisninger til, hvordan man iblødsætter og koger de forskellige typer af bælgplanter for maksimal neutralisering af lektiner. Denne vægtforøgelse påvirker næringsstofindholdet fra det tørrede til det spiseklare produkt.

Da bælgplanter ikke traditionelt har været en stor del af den danske madkultur, ligger der et stort arbejde i forhold til at udbrede kendskab og ikke mindst brugen af disse. 

Efterlevelse af kostråd

I Danskernes Kostvaner 2021-2024 er det meget tydeligt, at både børn, unge og voksne har svært ved at leve op til De officielle Kostråd om 100g tilberedte bælgfrugter om dagen. Selvom voksne generelt spiser lidt flere bælgfrugter end børn, er indtaget stadig meget lavt på tværs af alle grupper.

I analyserne af bælgfrugter anvendes derfor gennemsnit frem for median. Årsagen er, at medianindtaget er 0 gram, da mere end halvdelen af befolkningen spiser slet ikke bælgfrugter. Indtaget er dermed meget skævt fordelt og koncentreret hos en mindre del af befolkningen.

Diagrammet viser det gennemsnitlige indtag af bælgfrugter (g /10 MJ) blandt børn, unge og voksne sammenholdt med den officielle anbefaling. Indtaget er steget siden 2011-2013, men ligger fortsat markant under anbefalingen i alle aldersgrupper.

Kilde: DTU Fødevareinstituttet - Danskernes Kostvaner 2021-2024, tabel 8.13 + 10.1 

Efterlevelsen af kostrådet er meget lav. Kun 1 % af de voksne lever fuldt op til anbefalingen, mens ingen børn i alderen 4-10 år og blot 0,3 % af de 11-17-årige når målet. Ser man på køn, opfylder 1,2 % af kvinder/piger kostrådet, mod 0,6% af mænd/drenge.

En lidt større andel opfylder halvdelen af anbefalingen, men også her er niveauet lavt: 3,6 % af danskerne opfylder kostrådet delvist. Andelen er højere blandt kvinder/piger (4,4 %) end blandt mænd/drenge (2,5 %).

Kilde: DTU Fødevareinstituttet - Danskernes Kostvaner 2021-2024, tabel 10.2

Sammenlagt viser tallene, at bælgfrugter fortsat er en fødevaregruppe, danskerne spiser meget sjældent – og at der er stort potentiale for at øge indtaget.

Læs mere om danskernes indtag af bælgfrugter under danskernes forbrug.

Kilder:

Fødevarestyrelsen (2021). De officielle kostråd – Godt for sundhed og klima 

Læs mere om bælgfrugter her...

Måske er du også interesseret i disse fødevarer...

Nyt fra Ernæringsfokus