Forbrugerne lægger særlig vægt på smagen
23. oktober 2019
Vi har igen undersøgt, hvad danskerne lægger særligt vægt på ved valg af dagligvarer. Her ser vi, at flere end tidligere nævner faktorer som god smag, økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed.
Når danskerne køber dagligvarer, er det tre ud af fire, der lægger særligt vægt på, om det smager godt. På anden- og tredjepladsen finder vi pris og kvalitet.
Sammenlignet med samme måling i 2016 lægger signifikant flere danskere i 2019 særligt vægt på kriterierne ’god smag’, ’god pris, ’god kvalitet’, ’økologisk’, ’dyrevelfærd’ og ’bæredygtighed’.
Dyrevelfærd er det parameter, der har oplevet størst stigning på tre år. Således er der i 2019 hele 9 procentpoint flere, der svarer, at det er noget, de tænker over ved valg af dagligvarer.
’Dansk produceret’ er i den nyeste måling noget, som 46 pct. lægger særligt vægt på. Her ses en tendens til, at det oftere er danskere over 50 år, der tænker over det, mens den gruppe også oftere end andre kigger efter ’god kvalitet’. Omvendt ser vi, at det oftere er yngre danskere, der lægger vægt på ’god pris’, ’miljørigtig’, ’etisk forsvarligt’ og om det, de køber, er ’anbefalet af andre’.
De hyppigst nævnte årsager til at købe dansk producerede fødevarer er ’kortere transport af fødevarer’, ’bedre for klimaet’, ’højt niveau af fødevaresikkerhed’ samt ’bedre for miljøet’.