Kilder til protein skal være velkendte og nemme at forstå
11. december 2023
Landbrug & Fødevarer sætter i denne analyse fokus på protein. Proteinkilder er et omdiskuteret emne disse år i takt med, at mange er blevet mere opmærksomme på de ernæringsmæssige fordele ved at spise en proteinrig kost, samtidigt med at mange gerne vil spise mindre animalsk og mere planterigt.
Analysen er baseret på en nationalt repræsentativ befolkningsundersøgelse gennemført af Norstat for Landbrug & Fødevarer i 2023. De vigtigste indsigter er:
- Protein er et næringsstof som danskerne ønsker at spise mere af, dog er det ikke ligegyldigt om det kommer fra planteriget eller dyreriget. Forbrugerne vil i særdeleshed gerne spise mere protein fra planteriget.
- Selvom forbrugerne ønsker at spise mere protein fra planteriget, så er det især de animalske kilder til protein, som danskerne mener er de bedste kilder til protein. Æg, kylling og oksekød topper listen over bedste kilder til protein ifølge danskerne.
- Blandt de lidt anderledes kilder til protein, som mange danskere ikke har så mange erfaringer med endnu, er det især kikærter, linser og chiafrø, som danskerne har smagt. Bøffel, rensdyr, lupinbønner samt emu er kilder til protein, som forbrugerne endnu ikke har smagt, men som de godt kunne tænke sig at smage.
- Linser, kidneybønner og kikærter topper samtidig listen over de kilder til protein, som både opleves mest klimavenlige, de sundeste – og som man samtidig har lyst til at spise.