Markedsanalyse om danskernes forventninger til et nyt klimamærke på fødevarer
01. september 2022
Landbrug & Fødevarer sætter i denne undersøgelse fokus på, i hvor høj grad danskernes bruger mærkningsordninger som rettesnor i indkøbssituationen. Analysen kigger samtidig nærmere på, hvad danskerne forventer, at et nyt potentielt klimamærke på fødevarer skal vise dem som forbrugere.
Hovedpointer fra analysen:
De vigtigste indsigter i analysen er:
- Når danskerne handler dagligvarer, er det især faktorer som god smag, et godt tilbud, værdi for pengene og god kvalitet, som danskerne lægger vægt på. Hver tredje kigger efter, om varen er dansk produceret, mens lidt flere end hver fjerde lægger vægt på økologi og/eller god dyrevelfærd.
- Hver femte dansker bruger mærkningsordninger til at vejlede sig som forbruger i høj eller meget høj grad, mens flere end hver tredje bruger det til at vejlede sig i nogen grad.
- Det er hver fjerde dansker, der forventer at et nyt, potentielt klimamærke på fødevarer vil vise det konkrete aftryk for den pågældende vare, der kan variere alt efter årstid, produktionsmetode og oprindelsesland. 22 pct. forventer, at mærket viser en kombination af det konkrete aftryk for varen og et globalt gennemsnit for den pågældende varekategori. Hele 32 pct. svarer dog ”ved ikke” til spørgsmålet, hvilket illustrerer, hvor svært det kan være at tage stilling til.
- Bruger man i høj eller meget høj grad mærkningsordninger til at guide sig i indkøbssituationen forventer man markant oftere end andre, at klimamærket viser det konkrete aftryk for den pågældende vare evt. i kombination med et globalt gennemsnit til sammenligning.
- De danskere, der bruger mærkningsordninger i høj eller meget høj grad til at guide sig, lægger markant oftere end andre vægt på, at varen er ’klimavenlig’, når de køber ind. Navigerer man som forbruger netop efter mærkningsordninger, kan et klimamærke her hjælpe med at træffe et informeret valg om det, som er vigtigt for én i indkøbssituationen.