Sundhed handler om meget mere end helbred, mad og motion
09. oktober 2023
Landbrug & Fødevarers analyseafdeling har gennem de seneste år flere gange sat fokus på danskernes holdninger til sundhed. I den nyeste undersøgelse er danskerne blevet spurgt ind til, hvad de gerne vil gøre mere af i den kommende tid, og ikke mindst om de oplever forhindringer for at leve så sundt, som de ønsker.
De vigtigste indsigter er:
- Mental sundhed er i stigende grad blevet en del af det generelle sundhedsbegreb både herhjemme og internationalt. I undersøgelsen forbinder flere end syv ud af ti danskere sundhed med at ’Få nok søvn’. Derudover forbindes sundhed med både fysisk- og mentalt velvære, herunder ’At have det godt med sig selv’, ’At være glad og tilfreds’, ’At have det godt fysisk’, ’Mentalt velvære’, ’Motion’ og ’At spise varieret’.
- Inden for det seneste år har hver fjerde dansker efter egen opfattelse spist mere sund mad, mens 10 pct. har spist mindre sund mad. Skal deltagerne pege på, hvad der kan være med til at signalere, at noget bidrager til en sund kost, peger halvdelen på Fuldkornsmærket, mens 36 pct. peger på Nøglehulsmærket og 34 pct. peger på mad uden e-numre.
- Kigger danskerne frem på det kommende års tid, vil hele 54 pct. af deltagerne gerne motionere mere, og 45 pct. vil gerne spise mere sund mad. 40 pct. vil gerne bruge mindre tid foran skærmen det kommende år. Blandt danskere under 40 år er det mere end hver anden, som ønsker at bruge mindre tid foran skærmen. At tilbringe mere tid med familie og venner samt prioritere mere søvn og afslapning er ligeledes et ønske hos flere end hver tredje.
- Det er 31 pct. blandt danskerne, der selv mener, at de har drukket mindre alkohol det seneste års tid, imens kun 7 pct. omvendt oplever at have drukket mere. Samtidig er det 22 pct., der ønsker at drikke mindre alkohol det kommende år, end de gør nu. Dette er i tråd med WGSNs analyser om, at ønsket om mindre alkohol er en voksende tendens blandt forbrugerne.
- Mange vil gerne leve sundere, end de gør nu. Der kan dog være forskellige ting, som ifølge danskerne kan gøre det svært at leve så sundt, som man ønsker. Udover egne begrænsninger som fx mangel på penge, tid eller motivation, så kan sociale normer, påvirkninger eller krav fra andre for nogle være en begrænsning for, at man kan leve så sundt, som man ønsker. Fx oplever hver fjerde, at det kan være svært at sige ’nej tak’, når andre byder én på usund mad og drikke.