Animalske eller vegetabilske proteiner?
20. december 2023
Animalske fødevarer er ofte til debat i medierne, både i forhold til sundhed og klimapåvirkning. I den forbindelse bliver der talt om proteinrige plantebaserede fødevarer som alternativer til de animalske produkter. Spørgsmålet er, hvad der skal til for, at de kan erstatte de animalske proteinkilder såsom kød, æg og mejeriprodukter? Hvilke konsekvenser har det for kostsammensætningen og proteinkvaliteten?
Proteinkvaliteten af en fødevarer afgøres af sammensætningen og indholdet af de essentielle aminosyrer. Animalske produkter som kød, fjerkræ, fisk, æg og mejeriprodukter har en høj proteinkvalitet. Animalske produkter har en proteinkvalitet mellem 90-100 % af den ønskede sammensætning og mængde af de essentielle aminosyrer. Læs om proteinkvalitet og -fordøjelighed her.
Lavere proteinkvalitet ses generelt i fødevarer fra planteriget såsom kornprodukterne havre, rug og ris samt fra kartofler og bælgfrugter som fx bønner og linser. De fleste kornprodukter og bælgfrugter har en proteinkvalitet mellem 45-80 % af ønsket sammensætning og mængde af de essentielle aminosyrer.
Soja og sojaprodukter som tofu samt quinoa har, på trods af deres ophav i planteriget, en god proteinkvalitet på ca. 90 % af den ønskede sammensætning og mængde af de essentielle aminosyrer. Proteinkvalitet er vigtig, hvis kosten er ensidig og flere fødevaregrupper udelukkes fra kosten som eksempelvis i en vegansk kost. Ved vegetabilske proteinkilder kan man med fordel kombinere de forskellige kilder for at opnå en samlet proteinkvalitet, der er højere end den, de enkelte proteiner i ingredienserne har hver for sig. Fx vil majs og bønner sammen give en god sammensætning.
Animalske proteiner, men også sojaprotein, har et højt indhold af svovlholdige aminosyrer, der oftest ligger lavt i vegetabilske produkter, bortset fra bælgfrugter. Derfor vil mælk og andre mejeriprodukter, æg, kød, fjerkræ, fisk og skaldyr - endda i små mængder - kunne forbedre proteinkvaliteten betydeligt i en ellers vegetabilsk kost.
En vegetarisk kost kan være fuldt ernæringsmæssigt dækkende for voksne. Men det kræver kendskab til, hvilke fødevarer der komplementerer hinandens aminosyrer bedst. Derudover kræver det stor variation og en god appetit, da et velsammensat vegetarisk måltid ofte er mere voluminøst end et tilsvarende med kød i. Mælk, mejeriprodukter og æg, som mange vegetarer gerne spiser, kan forbedre proteinkvaliteten i kosten betydeligt, selv i små mængder.
Foruden ovennævnte udfordringer med brug og planteproteinernes tilgængelighed er der også uvished ift. vitaminer. Vitamin D3 og B12 får vi i dag stort set udelukkende fra fisk, mælk og kød. Ved et øget indtag af plantebaserede proteinkilder er der risiko for, at behovet for disse to vitaminer ikke bliver dækket. Ved en meget planterig kost vil der også være risiko for mangel på visse polyumættede fedtsyrer, hæm-jern, kreatin, taurin og visse mineraler såsom zink, jod og selen. Disse forhold kræver øget ernæringsfagligt fokus.
Kilder:
Rutherfurd SM, Fanning AC, Miller BJ, Moughan PJ. "Protein digestibility-corrected amino acid scores and digestible indispensable amino acid scores differentially describe protein quality in growing male rats." J. Nutr. 2015;145(2):372-379.
Schaafsma G. "The protein digestibility-corrected amino acid score." J. Nutr. 2000;130(7):1865S-7S.
Hoffman JR, Falvo MJ. "Protein - Which is Best?." J. Sports Sci. Med. 2004;3(3):118-130.
Kemifokus, Dansk Kemi, 102, nr. 3, 2021, s.7 "Plantebaserede fødevarer - en fremtid med uløste udfordringer" af P. E. Jensen, I.L. Petersen, Institut for fødevarevidenskab, Københavns Universitet.
1. C. M. Weaver, K. L. Plawecki, “Dietary calcium: adequacy of a vegetarian diet”. Am J Clin Nutr. 1994;59(5 Suppl):1238S-1241S. doi:10.1093/ajcn/59.5.1238
J. R. Hunt, “Bioavailability of iron, zinc, and other trace minerals from vegetarian diets”. Am J Clin Nutr. 2003;78(3 Suppl):633S-639S. doi:10.1093/ajcn/78.3.633
B. Sandström, “Micronutrient interactions: effects on absorption and bioavailability”. Br J Nutr. 2001;85 Suppl 2:S181-S185. doi:10.1079/bjn2000290