Sunde Børn konferencen 2017
Mandag d. 22. maj og tirsdag d. 23. maj 2017 blev der afholdt Sunde Børn konferencen, i henholdsvis København og Aarhus. De fremmødte blev underholdt og oplyst i stor stil og fik, i fællesskab med oplægsholderne, gang i gode debatter om børn og unges sundhed.
Der var god stemning til Sunde Børn konferencen, der i år havde seks lærerrige oplæg på programmet.
Her kan du se programmet for dagen.
Dagen blev lagt fra start med de nyeste tal og undersøgelser, omhandlende børnefamiliers mad og måltidsvaner. At ”hele familien kan lide det”, er klart den væsentligste faktor, der gør sig gældende i overvejelserne, når der skal handles ind og laves mad i de danske børnefamilier. Den udmelding skabte smil hos de deltagende og snakken gik højt, da børnefamiliernes favorit madrepertoire blev præsenteret med både overraskelser og gamle kendinge på menuen.
Der var ikke kun fokus på, hvad børnefamilierne og børnene spiser, men også hvorfor
Fødevare-neofobi dækker over modvillighed til at spise nye og ukendte fødevarer. At være neofob er ikke kun negativt, men kan potentielt give uønskede situationer rundt om middagsbordet, når den mindste nægter at smage på broccolien. Der blev præsenteret en ny model til at måle graden af neofobi hos børn, og snakken faldt hurtigt på ideer og løsninger til at mindske eller afhjælpe neofobi hos børn.
Professor i børne- og international ernæring ved Københavns Universitet, Kim Fleischer Michaelsen fortalte omkring konsekvenserne for børn, når fødevaregrupper udelukkes i kosten. I sit indlæg havde Kim F. Michaelsen fokus på ernæringen i barnets første 1.000 levedage – dvs. fra det bliver undfanget, og til det er to år.
”Det er den periode, der er vigtigst for hjernens udvikling. Når barnet bliver to år, har hjernen nået 80-90 pct. af sin endelige størrelse,” understregede han.