Kostanbefalinger til ældre 70+ år
17. februar 2025
Anbefalingerne for kosten til personer over 70 år er på nuværende tidspunkt at følge De officielle Kostråd og de supplerende 'Råd om mad og drikke når du er over 70 år'.
Rådene er til personer over 70 år, der er raske og normalspisende.
Det anbefales, at personer over 70 år:
- Følger De officielle Kostråd og fokuserer på at få nok bælgfrugter, fisk, kød, æg, nødder og mejeriprodukter.
- Tager de anbefalede kosttilskud (20 µg vitamin D om dagen hele året og 800-1000 mg calcium om dagen hele året. Det gælder uanset, om du spiser mælk og mælkeprodukter eller ej.)
Få nok bælgfrugter, fisk, kød, æg, nødder og mejeriprodukter
Personer over 70 år har brug for mere protein for at mindske det gradvise tab af muskelmasse og muskelstyrke, der naturligt sker som følge af alderen. Det anbefales derfor, at voksne fra 70 år får 15-20% af energien fra protein. For at få nok proteinholdig mad anbefales det, at personer over 70 år får:
- 100 g bælgfrugter om dagen
- 30 g nødder om dagen
- 250 ml mager mælk og mælkeprodukter og 20 g mager ost om dagen (1 skive) eller 350 ml mager mælk eller mælkeprodukter om dagen, hvis du ikke spiser ost. Varier med magre proteinrige mælkeprodukter som skyr og ylette flere gange om ugen.
- 350 g fisk om ugen, heraf 200 g fed fisk
- 350 g kød om ugen – varier gerne med indmad af og til fx leverpostej eller stegt lever
- 3 æg om ugen
DTU Fødevareinstituttet har udarbejdet et Notat om Bæredygtig og sund kost til raske voksne i alderen 70+, som ligger til grund for de mængder mad, der anbefales, at personer over 70 år spiser for at dække det daglige behov for protein.
Se vores 'Vidste du at...' ark til 70+ år
Mindre plads til søde sager
Energibehovet falder med alderen – både på grund af et fald i muskelmasse og på grund af et nedsat fysisk aktivitetsniveau. Da behovet for næringsstoffer er det samme eller højere, er det vigtigt, at kosten har en høj næringsstoftæthed.
En god rettesnor for snacks, søde sager og søde drikke er højst 4 håndfulde om ugen. Heraf kan de søde drikke (f.eks. sodavand og saftevand) kun udgøre 1 af de 4 håndfulde, svarende til 50 cl af de søde drikkevarer om ugen.
Skru ned for alkohol for sundhedens skyld. Alkohol bidrager desuden med mange kalorier, og derfor er der plads til færre håndfulde af snacks og søde sager, hvis man drikker alkohol.
Ældres måltider
National Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) publicerede i starten af 2017 en undersøgelse om ældres mening om mad og måltider i eget hjem. Undersøgelsen viser, at ældre overordnet er tilfredse med den mad, de spiser – både når de selv laver den, og når de får den bragt udefra. Undersøgelsen viser, at under 10% er utilfredse eller meget utilfredse. Der er dog stadig behov for yderligere undersøgelser af sammenhængen mellem ernæring og sund aldring.
Undersøgelsen er gennemført blandt ca. 1000 respondenter i seks forskellige kommuner landet over, og viser en tydelig sammenhæng mellem selvhjulpenhed og tilfredshed. Tilfredsheden bliver ringere jo mindre selvhjulpne, de ældre er. Generelt viser undersøgelsen stor tilfredshed med mad, de ældre selv laver, eller som tilberedes i hjemmet, f.eks. af en ægtefælle. Tilfredsheden er stadig høj – men alligevel en del lavere, når det gælder den mad, de får bragt fra kommunal madservice.
Underernæring
Det er hverken godt at veje for meget eller for lidt. Det kan derfor være en god idé at hoppe op på vægten regelmæssigt.
Et af de tydeligste tegn på, at en person er i risiko for underernæring, er uplanlagt vægttab. Uplanlagt vægttab og underernæring er særligt udbredt blandt ældre indlagt på hospitaler, men også blandt ældre, der modtager hjemmepleje eller bor på plejehjem.
Tal fra Socialstyrelsen viser f.eks., at knap halvdelen af ældre, der bor på plejehjem eller modtager hjemmepleje, oplever uplanlagt vægttab. Ældre, der indlægges på et hospital, er ofte i dårlig ernæringstilstand allerede ved indlæggelse og vil tabe sig yderligere under indlæggelsen. Knap 43 % af ældre undergår et vægttab under indlæggelsen på hospitalet, og studier viser, at vægtabet typisk fortsætter i mindst tre måneder efter udskrivelsen.
Underernæring har betydning for, hvorvidt man er i stand til at leve et godt liv, hvor man bestemmer og handler, som man ønsker. Underernæring har store konsekvenser for den enkelte – lige fra øget risiko for sygdom, indlæggelser og genindlæggelser samt tidlig død. Derfor skal underernæring bekæmpes.
Underernæring defineres som mangel på energi, protein og næringsstoffer, der medfører vægttab, en forringelse af kropssammensætningen og reducerede fysiologiske funktioner. Uplanlagt vægttab er et vægttab på minimum 1 kg, der ikke er tilsigtet, og hvor borgeren taber sig, uden specifikt at ville det.
Se vores 'Vidste du at...' ark med dagskostforslag til småtspisende
Se vores 'Vidste du at...' ark med mellemmåltider til småtspisende
Læs mere om kostanbefalinger her...
Måske du også er interesseret i...
De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR)
De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR) er råd og anbefalinger til en sund og nærende kost, samt fysisk aktivitet. Her kan du læse mere om anbefalingerne.
De officielle Kostråd
Her kan du læse mere om De officielle Kostråd, som Fødevarestyrelsen står bag. Hvad er de 7 overordnede råd og hvem gælder de for? Få svar på spørgsmålene her.
Børn og unge
På siderne her har vi samlet aktuelle mad- og ernæringsemner til børn fra 4 mdr., til de større børn i skolealderen og unge teenagers.
Gravide og ammende
Læs med, når vi går i dybden med kostanbefalinger til gravide og ammende. Bliv klogere på de anbefalede kosttilskud, og hvad man som gravid skal undgå at spise.
Vegansk og vegetarisk kost
Her kan du læse mere om anbefalingerne om vegansk og vegetarisk kost. Få svar på: hvad er forskellene mellem kostformerne, og hvilke kosttilskud anbefales?