Mad til skolebørn
17. juni 2024
Børn fra 2 år og opefter anbefales at spise efter De officielle Kostråd som resten af familien.
De officielle Kostråd består af syv kostråd:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
De anbefalede mængder, du ser ved hvert kostråd, gælder for tilberedt mad til en voksen med en kost på 10 MJ. Derfor skal fx børn spise mindre mængder. Det gælder dog ikke mælk og mælkeprodukter, hvor børn helst skal spise og drikke mere end voksne.
Det anbefalede daglige indtag af mælk, mælkeprodukter og ost
- Børn på 2-3 år: Et lille glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 250 ml) samt 1/4 skive ost (ca. 5 g).
- Børn på 4-10 år: Et alm. glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 300 ml) samt ½ skive ost (ca. 10 g).
- Børn og unge på 11-17 år: Et alm. glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 300 ml, dog op til 350 ml ved pubertet og høj vækst) samt 1 skive ost (ca. 20 g).
- Voksne på 18-70 år: Et lille glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 250 ml) samt 1 skive ost (ca. 20 g).
På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan du blive klogere på De officielle Kostråd.
Den vigtige madpakke
Børn i skolealderen har ofte lange skoledage og er meget aktive, og de har derfor brug for en stor og sund madpakke, der giver god energi hele dagen.
Det er en god ide at variere madpakkernes indhold, så barnet ikke bliver træt af at spise det samme hele tiden.
Få sunde og gode ideer til madpakkeopskrifter her
Madpakkehånden kan guide til den gode madpakke
Fødevarestyrelsen har lavet 'Madpakkehånden', som gør det nemmere at huske det hele til madpakken - både når du køber ind, og når den skal laves.
Brug blot madpakkehåndens fem fingre til at huske, hvad der er godt at få med i en sund og klimavenlig madpakke:
- Brød – fuldkornsbrød – helst fuldkornsvarianter af rugbrød eller andet brød
- Grønt – snackgrønt, salat eller grønt på brødet
- På brødet – bælgfrugter, æg, ost eller kød
- Fisk – forskellige slags fisk og skaldyr
- Frugt – det friske og søde
Læs mere om madpakkehånden her
Sund & glad skolestart
Forældrehåndbogen 'Sund & glad skolestart' er en slags guide til dagliglivet som skolebarnsfamilie. De to hovedforfattere bag bogen 'Sund & glad skolestart', Helle Brønnum Carlsen og Adam Breum, har stor erfaring med børn, skolestart, skolegang og madens betydning. Den slags gives der ingen facitliste til. Så du skal opfatte bogens input som inspiration og ideer til, hvad du kan gøre for, at barnet trives og glædes ved at gå i skole, så det får de bedste muligheder for at udvikle sine faglige, personlige, kreative og sociale potentialer.
Bogen er til forældre til kommende skolebørn og omhandler emner som for eksempel:
- Forberedelser inden skolestart
- Sund klassekultur
- Sund mad til dit skolebarn
Bogen kan bestilles gratis af alle skoler, og de fleste skoler deler den ud til forældrene på intromøder.
Læs mere om 'Sund & glad skolestart' her
Madskoler for børn og unge
Det er vigtigt, at børn og unge lærer om sund kost og motion på en sjov og aktiverende måde. Madskoler er en 3- eller 5-dages ’skole’ for børn i alderen 8-12 år, som har lyst til lære om mad, kost og motion på en sjov og lærerig måde. Madskoler bliver afholdt rundt omkring i landet og drives af frivillige instruktører, der har en stor lyst til at lære fra sig og være sammen med børn. Børnene får lov til at prøve kræfter i køkkenet uden forældrene, og de får en masse ny viden og gode oplevelser, som de kan tage med hjem.