Kostanbefalinger til gravide og ammende

23. januar 2023

Katrine Langvad

Chefkonsulent

Katrine Langvad

Gravide og ammende anbefales at følge De officielle Kostråd og supplere kosten med kosttilskud. Nogle fødevarer bør undgås helt eller begrænses under graviditeten.

Det anbefales at gravide og ammende:

  • Følger De officielle Kostråd og skruer op for den næringsrige mad
  • Tager de anbefalede kosttilskud
  • Undgår eller holder igen med visse fødevarer

Under en graviditet er det vigtigt at spise sundt og varieret, så barnet får de næringsstoffer, det har brug for til at vokse. Derfor anbefales det at spise sig mæt i næringsrig mad og holde igen med søde sager som fx slik, chokolade og chips.

Du kan læse mere om De officielle Kostråd her. 

Anbefalede kosttilskud

Hvis du planlægger at blive gravid, er gravid eller ammer, er det vigtigt at tage de kosttilskud, som anbefales af myndighederne.

Anbefalinger til dig der planlægger at blive gravid

Anbefalinger til gravide

  • 400 mg folsyre dagligt de første 12 uger af graviditeten
  • 10 mg D-vitamin dagligt gennem hele graviditeten
  • 40-50 mg jern dagligt fra 10. graviditetsuge
  • 500 mg calcium dagligt gennem hele graviditeten (kan undlades hvis man spiser mejeriprodukter svarende til 250-300 ml mælk og mælkeprodukt og 1 skive ost eller 350-400 ml mælk eller mælkeprodukt) 

Anbefalinger til ammende

  • 500 mg calcium dagligt under amningen

Undgå eller hold igen med visse fødevarer

Hvis du planlægger at blive gravid, er gravid eller ammer, anbefales det at holde igen med eller undgå visse fødevarer, som kan indeholde stoffer, madbakterier og parasitter.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke drikker alkohol, hvis du planlægger at blive gravid eller er gravid. Alkohol kan være skadeligt for fosteret under graviditeten.

Under en graviditet anbefales det at begrænse indtaget af te/kaffe til 2 kopper om dagen, da kaffe og nogle typer te indeholder koffein, som bliver udskilt i modermælken og kan påvirke barnet.

Energidrikke og læskedrikke som fx cola indeholder koffein, som kan påvirke barnet under en graviditet og mens man ammer.

DTU Fødevareinstituttet har konkluderet at indtaget af ingefærshots med store mængder ingefær ikke kan udelukkes at være forbundet med en risiko for fostret. Du må dog gerne spise mad med ingefær.

Lakrids indeholder et naturligt smagsstof, som kan give forhøjet blodtryk og væskeansamlinger, og derfor anbefales det, at gravide højst spiser 50 g lakrids om dagen.

Gravide kan trygt spise de fleste fisk, men der er dog visse typer fisk og fiskepålæg, som det anbefales at undgå eller holde igen med. Undgå østersølaks og store fisk som tun, aborre og sandart. Hold igen med røget fisk og spis kun 1 dåse tun om ugen.

Undgå lever og levertran, da det indeholder store mængder retinol, som kan skade barnet. Leverpostej indeholder mindre mængder retinol, og det kan derfor spises i mindre mængder.

Når man planlægger at blive gravid eller er gravid, er det vigtigt at spise kødpålæg, der er friskt.

Upasteuriseret mælk og råmælksoste kan indeholde Listeria, som er en madbakterie, der kan være alvorlig for fostret under en graviditet. Derudover kan upasteuriseret mælk også indeholde parasitten Toxoplasma gondii, som kan forårsage toxoplasmose (’haresyge’) der kan skade barnet. Al mælk og størstedelen af den ost, der sælges i Danmark, er pasteuriseret. Du kan altid kigge på ostens emballage, hvor det skal fremgå, hvis osten er fremstillet af upasteuriseret mælk.

Gravide skal undgå smitte med parasitten Toxoplasma gondii, som kan forårsage toxoplasmose (’haresyge’). Undgå derfor at spise råt og ikke-gennemstegt kød og sørg altid for at skylle frugter og grøntsager grundigt.

Gravide og ammende anbefales at holde igen med visse tangarter som fx wakame og kombu, som indeholder store mængder jod.

Nori-tang, som normalt anvendes til sushi, har et lavt indhold af jod og kan fint indgå i en varieret kost.

Hvis man planlægger at blive gravid, er gravid eller ammer anbefales det at undgå ginsengrod, hellig basilikum, lupinfrø, prikbladet perikon og almindelig røllike.

Fysisk aktivitet under graviditeten

God kondition samt stærke muskler, knogler og led giver gode forudsætninger for en god graviditet.

Det anbefales at gravide er moderat fysisk aktive i 30 minutter om dagen. Det kan fx være en rask gåtur, en cykeltur, svømning, havearbejde og lignende. Gravide, som har været meget fysisk aktive inden graviditeten, kan fortsætte med de samme aktiviteter blot på et let eller nedsat niveau.

Det anbefales at passe på med tunge løft, der belaster bækkenbunden og ryggen. Vær forsigtig med aktiviteter, hvor der er risiko for stød mod maven eller voldsomme fald.

Links til mere viden:

Om kost og fødevarer under graviditeten på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Om sunde vaner under graviditeten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Om råd til gravide i forhold til uønsket kemi på Miljøstyrelsens hjemmesiden.

Læs mere om kostanbefalinger her...

Måske du også er interesseret i...