Dagskostforslag, 6000 kJ
13. november 2024
Den nyeste version fra 2024 af denne 'Vidste du at...' kan både downloades og bestilles på tryk. Alle "Vidste du at..." ark er blevet opdateret ifølge nye data i fødevaredatabanken, NNR2023 og De officielle Kostråd. Opdateringen indeholder de samme måltider som tidligere, men næringsstofberegningerne er bl.a. opdateret efter justeringer i FRIDA, der især vedrører indholdet af protein. Desuden har vi justeret på farverne, så temaerne på arkene er lettere at kende fra hinanden
Vi tilbyder dig et værktøj, som du gratis kan bruge i dit arbejde
Arket er henvendt til personer, der vil tabe sig i vægt, og giver to forslag til, hvordan en dagskost på ca. 6000 kJ kan sammensættes. Et vægttab forudsætter, at energibehovet er større end 6000 kJ, og kan opnås ved at kombinere en sund og varieret kost med øget fysisk aktivitet. Arket kan bruges som et udgangspunkt for en snak om portionsstørrelser samt måltidernes sammensætning og indhold.
Her på siden kan du hente regneark med vores beregninger på energiindhold i retterne. Det giver dig mulighed for at bruge informationerne om næringsstoffer i hver ret efter behov i forskellige sammenhænge. Du kan også hente vidensgrundlaget for beregninger af energiindtag og energiforbrug. Arket kan bestilles i trykt version eller downloades til print.
Sådan er Vidste du at... 6000 kJ opbygget
Kolonne 1 og 2 – Dagskostforslag
De to dagskostforslag på forsiden af arket består hver af 5 måltider fordelt på 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider. De 3 hovedmåltider (morgenmad, frokost og aftensmad) er sammensat, så de lever op til anbefalingerne for energifordeling mellem måltider.
Måltiderne er sammensat, så de repræsenterer en varieret kost og inkluderer kylling, æg, mejeriprodukter, oksekød, grisekød, fisk, fuldkornsprodukter, frugt og grønt. Der er minimum 600 g frugt og grønt i hvert dagskostforlag, og sammensætningen af makronæringsstoffer følger officielle anbefalinger.
Kolonne 3
I kolonne 3 gives nogle generelle råd om, hvad det er godt at fokusere på for at opnå et vægttab i forhold til de forskellige måltider.
I en sund kost anbefales det at spise varieret. Rådene i kolonne 3 kan fx bruges, når du spiser måltider med et andet indhold end måltiderne på arket.
Bagsiden
På bagsiden finder du en præcis angivelse af de ingredienser, der er i retterne i de afbildede dagskostforslag, relevante links til opskrifter på voresmad.dk samt tips og information om sund livsstil.
Ordrenummer 194689_401