Madordninger kan mere end at mætte

Vidste du, at … madordninger i daginstitutioner bidrager til at børn udvikler gode, sunde madvaner for resten af livet? Det sættes der fokus på, når Maddag 2021 løber af stablen den 16. september. Læs mere om dagen her.

Et måltid i daginstitutionen handler om meget mere end at holde børnemaver mætte. Madordninger bidrager til fællesskabet, lærer børn om mad, og madordninger er med til at skabe mere lige vilkår for børn uanset baggrund og geografi.

Der er med andre ord nok at hylde og sætte fokus på, når Maddag 2021 løber af stablen 16. september. Det er Rådet for Sund Mad, FOA samt Kost og Ernæringsforbundet, der står bag Maddag. Årets tema er sild og de mange muligheder for børnevenlige måltider, man kan lave med den smagfulde og bæredygtige fisk.

- I dag er der alt for stor forskel på mulighederne for madordninger på tværs af kommunegrænser, og når vi kan se alle de mange fordele både sundhedsmæssigt og socialt, der er ved madordninger, burde tilbuddene være af ens høj kvalitet. En svensk undersøgelse viser, at god skolemad løfter udsatte børn mere end et helt års ekstra skolegang, så der er ingen grund til at vente, siger Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet.

- Gode måltidsvaner grundlægges tidligt i livet. Hvis vi vil skabe sunde madvaner, skal der være madordninger i alle daginstitutioner, hvor børnene får veltillavet, velsmagende og sund mad hver dag. Madordninger giver børn og voksne i institutionerne et fællesskab om det gode måltid. Og så bidrager de fælles måltider også til at udligne sociale forskelle. Det er ganske enkelt en fornuftig investering, siger Pia Heidi Nielsen, sektorformand, Kost- og servicesektoren, FOA.

Fakta

  • Børn får dækket op til 70 procent af deres daglige madindtag i daginstitutionen. Kilde: DTU Fødevareinstituttet.
  • 47 procent af alle børnehaver har en madordning. Kilde: Danmarks Statistik
  • Madordninger er mest udbredt hovedstadsområdet. 69 procent af børn i Region Hovedstaden har frokostordning, mens det kun gælder 35 procent i Region Syddanmark, 48 procent i Region Midtjylland, 43 procent i Region Nordjylland og 31 procent i Region Sjælland. Kilde: Danmarks Statistik

Pressekontakt

Kost og Ernæringsforbundet: Ghita Parry, formand, via pressechef: Tenna Hjortnæs: tlf. 41 59 44 46

FOA: Heidi Nielsen, sektorformand, kost- og servicesektoren, via pressemedarbejder Claus Walter: tlf. 46 97 23 20

Om Maddag 2021:

Maddag arrangeres af Kost og Ernæringsforbundet og FOA, hvis medlemmer typisk er dem, der har ansvaret for madordningen i den enkelte institution.

Herudover deltager en projektgruppe bestående af BUPL, Rådet for Sund Mad, Landbrug & Fødevarer, FOLA – Forældrenes Landsorganisation, Komiteen for Sundhedsoplysning og Fødevarestyrelsen.