B12-vitamin-mangel kan blive en sundhedsudfordring

20. juni 2023

Katrine Langvad

Chefkonsulent

Katrine Langvad

Vitamin B12 er et livsnødvendigt mikronæringsstof, som er involveret i dannelsen af røde blodlegemer samt nødvendig for normal funktion af nervesystemet og hjernen. B12-vitamin findes kun i animalske fødevarer, da hverken planter eller spiselige svampe kan producere vitaminet. Det kan derfor blive sværere for os at få nok B12-vitamin, hvis vores kost bliver mere planterig. 

Et nyt forskningsprojekt ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet fokuserer på bakterier, der naturligt kan producere B12-vitaminer. Forskningsprojektets formål er at bestemme, hvordan man på en naturlig måde kan tilsætte B12-producerende bakterier til fermenterede, plantebaserede fødevarer. Projektet er ledet af Paulina Deptula og professor Dennis Sandris Nielsen samt samarbejdspartnere fra Helsinki Universitet og er finansieret af Novo Nordisk Fonden.

"Forskningen i B12 er vigtigt, fordi vitaminet kun findes i animalske produkter, hvorfor det kan blive en stor udfordring for os at få nok B12 vitamin i takt med, at vi begynder at spise meget mere plantebaseret. Mangel på B12 kan – ligesom mangel på D-vitamin – vise sig som træthed, glemsomhed og depression, og de ramte ved typisk ikke, hvad kilden til deres tilstand er. Hvis det bliver rigtig slemt, kan der opstå skader på nervesystemet,” siger Paulina Deptula.

Hvis det lykkes forskerne at producere ernæringsmæssigt relevante mængder B12-vitamin i fermenterede planteprodukter, er det dog kun første del af opgaven. B12-vitamin produceres nemlig kun af bestemte bakterier, som også tilfører forskellige smagsstoffer og andre egenskaber til produkterne. Disse medfølgende effekter kan være mere eller mindre ønskværdige. Derfor skal forskergruppen finde flere forskellige bakterier, som fungerer til de forskellige typer af fermenterede produkter således at de også kommer til at smage godt. Faktisk findes B12-producerende bakterier allerede i produkter som Kombucha, som er en fermenteret te. Bakterierne fundet her producerer bare ikke B12-vitamin og forskerne, skal undersøge årsagen og hvad der kan gøres for at ændre dette.   

"Vi håber, at vores forskning vil resultere i sunde, velsmagende og bæredygtige produkter, der er med til at forhindre udvikling af B12-vitamin-mangel i befolkningen i Danmark. Derudover vil vi også i den nærmeste fremtid undersøge fermenterede produkter, der typisk spises i udviklingslande, hvor B12-vitaminmangel allerede er en stor sundhedsudfordring,” siger Paulina Deptula.

Du kan læse hele artiklen fra KU Food her.

Læs mere om vitamin B12 her