DTU Fødevareinstituttet inviterer til webinaret ’Er du for sød?’

19. marts 2021

Den 20. april inviterer DTU Fødevareinstituttet til et webinar ’Fra pilotprojekt til samfundsforandring’, hvor forskerne bag projekt ’Er du for sød?’ sætter fokus på, hvordan vi omsætter gode pilotprojekter, der fremmer sunde vaner hos børn, til etableret virkelighed på længere sigt.

Webinaret holdes tirsdag den 20. april fra kl. 14.00 til 16.00.

DTU Fødevareinstituttet har i de sidste to år i samarbejde med Sundheds- og Tandplejen i Hvidovre Kommune udviklet nye redskaber og materialer, der skal hjælpe børnefamilier til en sundere hverdag med færre søde sager og søde drikke. Danske børn indtager nemlig op til fem gange så mange søde sager og søde drikke, som der er plads til i en sund kost.

Mere end 150 familier fra Hvidovre Kommune har deltaget i afprøvningen af redskaber og materialer i projektet, der er støttet af Nordea-fonden. Det er blandt andet disse materialer, vi gerne vil dele med andre praktikere og interessenter, der arbejder med sundhedsfremme, så budskaberne i projektet på sigt kan komme mange andre danske børnefamilier til gode. Desuden vil en del af materialerne ligge tilgængelige til gratis download på projektets hjemmeside efter webinaret.

Til webinaret vil præsentationerne tage afsæt i den samfundsrelevante udfordring, som det høje indtag af sødt er. Vi vil derfor tage udgangspunkt i projekt ’Er du for sød?’, men målsætningen er på et mere generelt niveau at diskutere, hvilke faktorer, der er afgørende for, at vi lykkes med at få alle vores gode udviklings- og pilotprojekter og deres resultater ud at virke i praksis. Til det har vi fået hjælp fra en række eksperter.

Se vedhæftede program her.

Arbejder du med sundhedsfremme og forebyggelse blandt børn og familier?

Webinaret henvender sig til alle, der arbejder inden for sundhedsfremme og forebyggelse blandt børn og familier. Det vil sige nationale og kommunale beslutningstagere inden for børne- og sundhedsområdet, som vil få relevant viden i forhold til beslutningsgrundlaget for sundhedsfremmende initiativer; men det er også for praktikere, fx sundhedsplejersker, pædagoger eller skoletandlæger, der vil få viden om, hvilke ressourcer, de vil kunne anvende i deres arbejde.

Tilmelding 

Det er gratis at deltage i webinaret, men det kræver tilmelding. Tilmeld dig allerede nu ved at sende en mail til boju@food.dtu.dk. Deadline for tilmelding er den 8. april.

Måske du også er interesseret i...