Generation Sunde Børn – ved fælles indsats kan vi skabe forandringer
23. august 2022
Generation Sunde Børn er et nyt ambitiøst forskningsprojekt, som skal bidrage til at udvikle et solidt, forskningsbaseret fundament for, at alle børn i Danmark får et godt og sundt liv i trivsel - som de kan tage med ind i voksenlivet.
Hvis det skal lykkes, kræver det involvering af mange aktører. Derfor vil projektet blive udviklet i tæt samarbejde med en række lokale og nationale partnere. Derudover omfatter indsatsen eksperter inden for børns bevægelse, ernæring, søvn, digitale vaner og forebyggelse. Generation Sunde Børn er støttet af Novo Nordisk Fonden med 80 millioner kroner.
Baggrund
Baggrunden for Generation Sunde Børn er blandt andet, at andelen af danske skolebørn med overvægt og svær overvægt stiger fra 13%, når de går i indskolingen, til 18%, når de rammer udskolingen. Overvægt i barndommen og ungdommen bliver ofte taget med i voksenlivet, og nye undersøgelser fra Den Nationale Sundhedsprofil 2021 viser, at over halvdelen af den voksne befolkning i dag lever med overvægt eller svær overvægt.
Alle børn har ret til at leve et godt og sundt liv i trivsel
Generation Sunde Børn tager udgangspunkt i at skabe gode rammer for et godt og sundt børneliv, hvor barnet er en del af trygge fællesskaber, og hvor barnet har gode rammer for et langt, aktivt og udviklende liv.
Formålet med Generation Sunde Børn er, med udgangspunkt i den nyeste viden inden for børns bevægelse, ernæring, søvn og skærmvaner, at fremme sund vægt, udvikling og trivsel hos børn samtidig med, at den sociale ulighed modvirkes. Projektet vil udvikle ny viden om, hvilke tiltag der virker bedst, og hvilke faktorer der er afgørende for tiltagenes virkning.
Vi skaber aktiviteterne sammen
Interventionen er 2-årig og vil blive udviklet i tæt samarbejde med alle de aktører, der er rundt om børnene; familien, skolen, foreningerne, SFO'en, kommunen, supermarkedet, restauranter m.fl. Der udvikles en koordineret, helhedsorienteret indsats med flere komponenter, der har fokus på søvn, mad, bevægelse, skærmvaner og trivsel.
Udviklingen og problemafklaringen bliver igangsat med involvering af nationale aktører og gennem to indledende workshops, der skydes i gang med et introduktionsmøde:
Introduktion til Generation Sunde Børn d. 30. september 2022: Oplæg om baggrunden for Generation Sunde Børn
Som optakt til de to workshops afholder vi et introduktionsmøde, hvor Arne Astrup, professor og Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden, gennemgår evidensen på området. Efterfølgende beskriver professor Ulla Toft fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg Hospital, Generation Sunde Børn og baggrunden for indsatsen. Afslutningsvis vil der være tid til spørgsmål.
Workshop 1, d. 6. oktober 2022: Hvad er årsagerne til overvægt hos børn?
På workshoppen vil vi i fællesskab opbygge en forståelse af alt det, der har betydning i forhold til udvikling af overvægt hos børn i Danmark. Udviklingen af overvægt er påvirket af mange faktorer og mange aktører har betydning. Derfor inviterer vi alle organisationer, virksomheder og myndigheder, der har lyst til at være med til at præge projektet og som vil være med til at skabe en fælles og helhedsorienteret forståelse af, hvad der har betydning i en dansk kontekst.
Workshop 2, d. 24. november 2022: Muligheder for indsatser der fremmer trivsel og sund vægt
På den anden workshop vil vi identificere oplagte områder, hvor der kan laves indsatser og skabes forandringer, som kan bidrage til at øge børns trivsel og påvirke de faktorer, der øger risikoen for overvægt blandt børn.
Formålet med de to workshops er således at skabe forståelse af, hvad der har betydning i forhold til at forebygge overvægt hos børn og fremme trivslen for alle børn. Samtidig med at danne grundlag for, hvor der kan sættes ind, og hvilken rolle de enkelte aktører kan have i en fælles indsats.
Invitation til at være med
Vi har allerede taget fat i en del aktører indenfor fødevarer, erhverv, madkultur, idræt og bevægelse og skoleområdet, som er relevante i forbindelse med udviklingen af projektet. Aktørerne omfatter både offentlige og private organisationer og virksomheder. Men vi vil gerne have alle med om bord, som kan se sig selv byde ind med vigtig viden, pointer og erfaringer.
Hvis du og din organisation har lyst til at bidrage til udviklingen af en indsats, som kan gøre en forskel for børn i Danmark, eller hvis I har spørgsmål til Generation Sunde Børn, er I meget velkomne til at kontakte Ulla Toft på ulla.toft@regionh.dk. Hvis I gerne vil tilmelde jer intromødet og/eller de to workshops, kan I skrive til Anders Blædel Gottlieb Hansen på: ahan0667@regionh.dk.
Fakta om Generation Sunde Børn
- Bag Generation Sunde Børn står forskere fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, samt Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.
- Generation Sunde Børn er et partnerskabsprojekt mellem ovenstående forskermiljøer, offentlige, private og civilsamfundsorganisationer samt flere lokalsamfund
- Generation Sunde Børn løber fra april 2022 til maj 2026 og er støttet af Novo Nordisk Fonden med 80 millioner kroner.