Køkkenprisen 2025 åben for indstillinger: kender du et køkken, der gør en forskel?

10. april 2025

Christian Vejlund

Seniorkonsulent

Christian Vejlund

Der findes køkkener, hvor faglighed, smag og bæredygtighed går hånd i hånd. Hvor madhåndværkere hver dag skaber måltider, der både mætter og gør en forskel – for mennesker og for planeten. Nu er det tid til at hædre dem.

Køkkenprisen 2025  uddeles til et køkken, der har markeret sig ved at sætte en tydelig retning for sit arbejde med bæredygtighed, smag, råvarekendskab og ressourceoptimering. Det er en anerkendelse af dem, der tør gå forrest – og som løfter køkkenfaget til noget langt større end mad på en tallerken.

Nominerede madhåndværkere udvælges bl.a. på baggrund af deres engagement i at udvikle bæredygtige måltider med respekt for både råvarerne og de mennesker, de laver mad til – hvad enten det er på skoler, hospitaler, plejehjem eller andre offentlige institutioner.  

Det handler ikke om størrelse for de køkkener der indstilles, men om kvalitet, innovation og faglig stolthed.

Indstillingen er åben frem til den 9. juni 2025.

Alle offentlige køkkener med min. 60% økologi kan indstille, og vi opfordrer alle med indsigt i et køkken – kolleger, ledere, samarbejdspartnere eller leverandører – til at indstille det køkken, som fortjener anerkendelse. For det kræver dygtighed, vilje og passion at gøre det daglige arbejde ekstraordinært.

Indstil dit favoritkøkken her

“De offentlige køkkener spiller en afgørende rolle i omstillingen mod mere bæredygtige måltider. Med Køkkenprisen ønsker vi at hædre dem, der ikke bare følger med udviklingen – men driver den. Det er en pris til de madhåndværkere, som med faglig stolthed og hjerte viser, hvor meget et måltid betyder for bæredygtighed, livskvalitet og planetens ve- og vel.” 
– Køkkenprisens jury

Køkkenprisen er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Danske Æg, FOA, Kost- og Ernæringsforbundet, Naturmælk og 3F

Se de seneste nyheder fra Ernæringsfokus her...