Landbrug & Fødevarer lancerer nyt undervisningsmateriale til skoleelever
07. februar 2022
Hos Landbrug & Fødevarer vil vi gerne gøre børn og unge klogere på korrekt håndtering af fødevarer. Derfor lanceres et helt nyt undervisningsmateriale: ’Madlavning med omtanke’ til skoleelever fra 4-9. klassetrin. Læs mere her.
God køkkenhygiejne er en essentiel del af læren om tilberedning, råvarehåndtering og fødevaresikkerhed. Både for at forstå hvordan bakterier og virus finder vej fra naturen til vores køkken, men også for at forstå hvordan-, og hvorfor vi skal begrænse smittespredning. Køkkenhygiejne spiller samtidig en vigtig rolle i forhold til bæredygtighed og holdbarhed, så vi får mest muligt ud af vores råvarer. Der er altså mange gode grunde til at tilegne sig de gode hygiejnevaner, tidligt i livet.
Hos Landbrug & Fødevarer vil vi gerne gøre børn og unge klogere på korrekt håndtering af fødevarer, hvordan de kan træffe sundere og bæredygtige valg i køkkenet, og vise dem, at mad, madlavning og eksperimenter i køkkenet er sjovt og lærerigt. Derfor lanceres et helt nyt undervisningsmateriale: ’Madlavning med omtanke’ til skoleelever fra 4-9. klassetrin.
Madlavning med omtanke
Undervisningsmaterialet er først og fremmest udviklet med fokus på de gode hygiejnevaner. Derudover som et bredt undervisningsmateriale fyldt med spændende og lærerige opgaver, aktiviteter, spil, forsøg og opskrifter. Der er både læring til de elever, som netop har fået Madkundskab på skemaet, men også til de mere øvede elever, og som supplement til natur- og teknikfaget på 5.-6.klassetrin.
I materialet kommer eleverne omkring de fem hovedemner: ’Hvad er virus og bakterier’, ’God hygiejne i køkkenet’, ’Mærkninger og holdbarhed’, ’Konservering’ og ’Hvad er bæredygtighed’. Som underviser kan man vælge at dykke ned i emnerne enkeltvis, alt efter hvad eleverne har mest behov for at lære, eller gennemgå alle emnerne fra start til slut.
Udover en masse ny viden, gode hygiejnevaner, færdigheder og madlavningskompetencer, får eleverne forhåbentlig også lysten med hjem. Lysten til at være aktive i køkkenet, samt træffe sundere og mere klimabevidste valg. De er køkkenernes fremtidige brugere, så de skal klædes ordentligt på.
Download af materiale:
’Madlavning med omtanke’ kan downloades via Madkundskabsforum.dk.
Trykte materialer:
Det er muligt at bestille trykte kopier af ’Elevmaterialet’ i et begrænset omfang, mod betaling af porto. Send en mail til Chve@lf.dk med antal eksemplarer, adresse og ATT.