Fødevarestyrelsen har offentliggjort mindre justeringer af kostrådene
18. juni 2024
Fødevarestyrelsen har netop opdateret De officielle Kostråd fra 2021 med mindre justeringer af mængdeanbefalinger. De nye anbefalinger i De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR) fra 2023 har betydet, at der i kostrådene bl.a. skrues en smule op for fuldkorn, æg og mejeriprodukter.
I praksis forventes justeringerne ikke at skulle føre til væsentlige ændringer for den gennemsnitlige dansker. De seneste kostundersøgelser viser nemlig, at de fleste danskere allerede spiser mejeriprodukter og æg i passende mængder. Selvom danskernes gennemsnitlige fuldkornsindtag er steget markant gennem mange år, vil det med de nu anbefalede 90 g fuldkorn om dagen fortsat være nødvendigt at skrue op for mad med fuldkorn.
Oversigt over justeringerne af De officielle Kostråd:
- Aldersgruppen: De officielle Kostråd gælder nu for aldersgruppen 2-70 år. Tidligere var målgruppen 2-65 år.
- Æg: Anbefalingen stiger fra 2 til 3 æg om ugen. Således vil det i kostrådet lyde: ’varier dine måltider med æg, fx et par gange om ugen. 3 æg om ugen er passende i en planterig og varieret kost’.
- Fuldkorn: Den anbefalede mængde stiger fra 75 g til 90 g om dagen. Kostrådet vil fremover være: ’Spis 90 g fuldkorn om dagen og gerne mere. 90 g fuldkorn svarer fx til en portion havregryn, en skive fuldkornsrugbrød + en lille portion fuldkornspasta’.
- Kaffe: Under kostrådet ’sluk tørsten i vand’ tilføjes: ’Hvis du som voksen drikker kaffe, så hold dig til højst 4 kopper om dagen’.
- Mejeriprodukter:
- Børn på 2-3 år: Et lille glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 250 ml) samt 1/4 skive ost (ca. 5 g) om dagen.
- Børn på 4-10 år: Et alm. glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 300 ml) samt ½ skive ost (ca. 10 g) om dagen.
- Børn og unge på 11-17 år: Et alm. glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 300 ml, dog op til 350 ml ved pubertet og høj vækst) samt 1 skive ost (ca. 20 g) om dagen.
- Voksne på 18-70 år: Et lille glas mælk + en lille portion mælkeprodukt (i alt ca. 250 ml) samt 1 skive ost (ca. 20 g) om dagen.
Læs mere om DE MINDRE JUSTERINGER af Kostrådene på fødevarestyrelsens hjemmeside
Måske du også er interesseret i...
De officielle Kostråd
Her kan du læse mere om De officielle Kostråd, som Fødevarestyrelsen står bag. Hvad er de 7 overordnede råd og hvem gælder de for? Få svar på spørgsmålene her.
Kostanbefalinger
Læs om De officielle kostråd, samt kostanbefalinger til forskellige aldersgrupper; børn, voksne, ældre 70+ år, vegetarer og veganere, samt gravide og ammende.
14. juni 2024
Fødevarestyrelsens nye anbefaling: Højst 5 håndfulde om ugen
Den nye huskeregel skal hjælpe danskerne med at skære ned på snacks og søde sager. Gå ikke glip af Fødevarestyrelsens webinar d. 20. juni!