Ny hjælp til vejledning af personer med diabetes
27. januar 2020
Nu får alle ernærings- og sundhedsprofessionelle ét samlet sted, hvor der kan findes inspiration til rådgivning og vejledning af personer med diabetes. Det rummer alt fra Indkøbsguide til film om livet med diabetes, app til kulhydrattælling, opskrifter og madplaner.
Støtteværktøjer til rådgivning og vejledning af borgere med diabetes
Der er i løbet af 2018 og 2019 udviklet et Idekatalog, hvor der præsenteres et overblik over apps, madopskrifter, film og andre eksisterende støtteværktøjer, der kan bidrage til din rådgivning og vejledning af borgere med diabetes. Idekataloget tager udgangspunkt i de, for 2019, gældende kostanbefalinger til borgere med type 1- og type 2-diabetes.
Du kan hente Idekataloget helt gratis.
Ved at samle viden og information om en hverdag med diabetes, giver Idekataloget både borgere med diabetes og dig som ernærings- og sundhedsprofessionel mulighed for at skabe de bedste forhold for et liv med diabetes.
Gør hverdagen sundere og nemmere
For det er i hverdagen, at de største udfordringer kan opstå, men det er også her i netop hverdagen, at der kan gøres en forskel. Og støtteværktøjer som Indkøbskortet eller app’en Gravid med diabetes giver konkrete og brugbare råd til, hvordan hverdagen kan gøres lidt sundere og nemmere.
Idekataloget er udarbejdet i forbindelse med Den nationale diabeteshandlingsplan, Satspuljeaftale for sundheds- og ældreområdet 2017-2020 Initiativ 4: Sunde fødevarer til mennesker med diabetes i regi af Rådet for sund mad i et samarbejde mellem Diabetesforeningen, Sundhedsstyrelsen, Komiteen for Sundhedsoplysning samt Kost og Ernæringsforbundet. Følgegruppen består af Sundheds- og Ældreministeriet, Landbrug & Fødevarer, KL, Bispebjerg Hospital, Fødevarestyrelsen og Steno Diabetes Center Copenhagen.