Ny rapport fra WRI undersøger vejen til et CO2-neutralt landbrug i Danmark

23. juni 2021

Rapporten ”A Pathway to Carbon Neutral Agriculture in Denmark ”, udarbejdet af World Resources Institute (WRI), undersøger dansk landbrugs muligheder for at blive klimaneutral i 2050.

Den grønne tænketank World Resources Institute har på foranledning af Landbrug & Fødevarer analyseret dansk landbrugs klimaeffektivitet og muligheder for at blive klimaneutral i 2050. Den centrale udfordring er, at efterspørgslen på fødevarer vil stige i 2050 samtidig med, at der er et ønske om at reducere udledningen af drivhusgasser.

Fem hovedbudskaber fra WRI-rapporten:

  1. De enkelte lande kan ikke mindske landbrugets udledninger af drivhusgas ved at producere færre fødevarer – det vil blot flytte udledningerne til andre lande. I stedet for skal der verden over produceres flere fødevarer på et areal af samme (eller mindre) størrelse, end det er tilfældet i dag.
  2. Lande med klimaeffektiv produktion og et højt indtag af mælk og kød bør mindske deres forbrug og samtidig effektivt øge produktionen.
  3. Lovende tiltag kan muligvis medføre en markant reduktion i landbrugets udledninger fra produktionen, men verden skal investere i forskning og alternative teknologier for at opnå løbende forbedringer.
  4. Mulighederne for at forøge fødevareproduktionen på et mindre areal er lovende, men kæver udvikling.
  5. Øget fødevareproduktion skal ske i samspil med øget reduktion af udledningerne og genrejsning af skove og tørveområder.

Opsummering

Landmænd i moderne landbrugslande kan være en vigtig del af løsningen på planetens fødevarebehov, mens de samtidig afbøder klimaforandringerne ved at gøre det, de er bedst til: øge effektiviteten i fødevareproduktionen samt fremme teknologier og innovation, som adresserer udfordringerne ved klimaforandringerne.

I det store globale fødevaresystem bør klimaeffektive lande som Danmark fortsætte med at producere animalske og plantebaserede fødevarer, der allerede nu værdsættes verden over for høj fødevaresikkerhed og kvalitet.