Refleksioner om vores indtag af sukker og de let justerede kostråd
02. oktober 2024
Der er fokus på råderummet med ”Danmarks nye slikskål” - 5 håndfulde af det søde og salte om ugen. En gennemarbejdet og relaterbar kampagne fra Fødevarestyrelsens side. Den giver anledning til refleksion om indtag af sukker og de let justerede kostråd, som Fødevarestyrelsen offentliggjorde i juni 2024.
Vi elsker at spise ”Råderumsfødevarer”
I Danmark er vi så glade for at snacke det søde og salte, drikke kaffe, te og alkohol, at det fylder op mod 22% af det gennemsnitlige energiindtag og, afhængig af analysemetode, render det forbrug op i 17-32% af klimaaftrykket fra fødevarer. Der er altså både noget at hente på sundhedskontoen, men også i forhold til klimaaftrykket fra fødevarer ved at udvælge en mindre mængde af de råderumsfødevarer, der ikke nævneværdigt bidrager med nødvendige næringsstoffer – og nyde dem ekstra meget!
Tilsat og fri sukker i kosten
Anbefalingerne har lydt, at max 10% af energien (E%) kan komme fra tilsat sukker i en sund og balanceret kost. Det er også fortsat, hvad den Europæiske Fødevaresikkerheds Organisation, EFSA angiver på deres hjemmeside, men tilføjer at indtag af tilsatte og frie sukre bør være så lavt som muligt.
Evidensgrundlaget bag kostrådene er gået ned til 5E% for at få plads til at dække behovet for næringsstoffer via en planterig kost indenfor et rimeligt energiindtag. Årsagerne er dels, at Nordiske Næringsstofanbefalinger 2023 finder evidens for, at vi har behov for et større indtag af en lang række næringsstoffer, bl.a. calcium, B12-vitamin, selen, zink. Men også fordi, at det kræver et større energiindtag at få dækket næringsstofbehovet via en stor andel fødevarer fra planteriget.
Mindre justeringer i kostrådene
De mindre justeringer i kostrådene fra juni måned har bl.a. betydet øget anbefaling af en række animalske fødevarer. For visse målgrupper er anbefalingen for mælk og mejeriprodukter steget og anbefalingen for æg er gået fra 2 til 3 om ugen. Desuden er der snak om behov for et let øget indtag af den næringsrige indmad (lever) samt rogn fra fisk, der ikke samlet øger anbefalingen fra kød og fisk, men giver mere af primært selen men også zink i den samlede kost. Der er også anbefaling om øget indtag af fuldkorn. Det ser ud til, at sammensætning af planterig kost er en kompleks størrelse, når næringsstofmål skal nås. Der er dog mange måder at leve sundt og klimabevidst på. Bare det at spise tilpas i forhold til energibehov og reducere madspild er et væsentligt skridt på vejen.
Klimaneutralitet i fødevareproduktionen
I fødevareproduktionen arbejdes der intensivt på at reducere klimaaftrykket fra alle fødevaregrupper. Landbruget er med i Grøn trepart, som er en del af rejsen mod at gøre fødevareerhvervet klimaneutralt i 2050. I de kommende år vil der ske en stor reduktion af drivhusgasudledningen fra fødevareproduktionen i Danmark. Med implementeringen af Grøn trepart, vil der ikke være et stærkt klimaargument for at få befolkningen til at spise efter de nuværende kostråd. I takt med at viden, produktion mv. flytter sig, er det derfor vigtigt at kostrådene følger med. I Landbrug & Fødevarers ernæringsteam følger vi udviklingen nøje.