Ny guide: Sådan undgår du de værste brølere i nyheder om forskning
06. april 2021
Videnskab.dk har offentliggjort en gratis guide med 11 gode råd til dig, der skal fortælle om banebrydende ny forskning eller andre fascinerende opdagelser.
Forsøg på mus siger meget lidt om mennesker.
Den nyeste forskning er langt fra altid den bedste eller mest retvisende.
Husk at lade usikkerhed skinne igennem allerede i rubrikken.
Danmarks førende videnskabsmedie, Videnskab.dk, har offentliggjort en gratis guide med i alt 11 råd til journalister og andre, som vil fortælle historier om ny forskning. Guiden er støttet af Den Fynske Bladfond.
Rådene springer ud af et væld af erfaringer og fejl, vi selv har begået på Videnskab.dk gennem tiden, siden vi i 2008 kastede os over nyhedsjournalistik om især dansk videnskab.
Håbet er, at guiden kan være med til at forhindre nogle af de værste brølere i dansk journalistik. Ukritisk og dårlig formidling af videnskab kan i værste fald koste liv. Fordrejede historier kan få folk til at fravælge vacciner eller livsvigtig medicin, bremse handling på klimaområdet eller skabe unødig frygt i samfundet.
»Guiden giver redskaber, som alle journalister kan bruge til at gå kritisk til den stigende mængde forskning, der udkommer, gå i kødet på misinformation og leve op til rollen som gatekeeper, der giver befolkningen adgang til den bedst mulige viden,« siger Vibeke Hjortlund, chefredaktør på Videnskab.dk.
Rådene er tænkt til dig, der arbejder med journalistik, om du så forsøger at ramme folk gennem tv, radio, podcast, aviser, online eller noget helt andet. Du behøver ikke vide noget om forskning i forvejen. Guiden hjælper dig ind i, hvorfor det er vigtigt at skele til videnskabeligt tidsskrift, metode og interessekonflikter, og hvordan du gør det.
Guiden findes på Videnskab.dk i forskellige formater: Som én sides tjekliste, som længere artikler online med konkrete eksempler – eller som en pjece, du kan downloade som pdf fra videnskab.dk/journalistik
Yderligere information eller svar på spørgsmål:
Chefredaktør Vibeke Hjortlund: 40507765, vh@videnskab.dk
Journalist Anne Ringgaard: 53323031, ar@videnskab.dk