Mød os på Madværkstedet, hvor vi sætter smag, næring og tekstur til de grønne måltider
28. februar 2025
Der skal ikke så meget til at løfte grønne måltider op til nye højder – ikke bare når det gælder smag, men også i forhold til næringsværdien. Den 11. marts indtager vi, sammen med kok og iværksætter Christian Bøjlund Showkøkkenet på Madværkstedet i København – ses vi?
Der er tryk på den grønne omstilling i køkkenerne og i fødevarevirksomhederne. Der udforskes nye sammensætninger, som skal give velsmag, mundfølelse og ikke mindst næring i retter, der er så lækre, at man ikke kan holde fingrene fra dem. Til at byde det grønne velkommen på tallerkenen og få flere danskere til at synes bedre om planterige måltider, kan mejeriprodukter, ost og grisekød være løftestænger til at få retterne til at føles som noget, man kender og holder af.
Under fire sessioner i Showkøkkenet på Madværkstedet giver vi fra Ernæringsteamet, sammen med kokken Christian Bøjlund, indsigt i, hvordan grønne måltider kan tilføres smag og næringsværdi.
Nedenfor kan du læse mere om de 4 forskellige sessioner.
Når Skinke møder Linse opstår kødfaktor
I en session om formiddagen vil der være fokus på den synergi, der opstår mellem det animalske og det vegetabilske.
”Der skal ikke så meget kød til at oppe næringsstofsammensætningen i et ellers grønt måltid. Sammen med godt med grøntsager og frugt kan en smule grisekød gøre meget godt i et måltid. Bare 15-50 gram tilberedt kød i måltidet, øger optagelsen af jern og zink fra vegetabilier som bælgfrugter, fuldkorn og mørkegrønne grøntsager,” forklarer Puk Maia Holm-Søndergaard, chefkonsulent – ernæring, sundhed og måltider, Landbrug & Fødevarer.
Ost giver smag til grønne retter
Senere på formiddagen sættes der fokus på ostens samspil med de grønne måltider.
”Mejeriprodukter kan hjælpe forbrugere med at få flere grøntsager og bælgfrugter på tallerkenen. Mange synes det er svært med nye grønne retter, men ved at tilføje en mindre mængde lagret ost, får retterne både tekstur og smag – og vigtige næringsstoffer. Lagret ost kan give den smag af umami, som mange kan savne i en grønsagsret.”, siger Merete Myrup, ernæringschef hos Mejeriforeningen.
Sæt smag, næring og tekstur til det grønne med kød
Eftermiddagen byder på en session med fokus på at tilføje kød til den grønne rejse. Her stilles der skarpt på de mange fordele, der opstår, når grisekød krydrer de farverige grøntsager på tallerkenen.
”Vi elsker umami og måltider med bestemte teksturer. En god variation mellem råvarer udfordrer og styrker smagsløg og gør flere næringsstoffer tilgængelige for os,” fortæller Puk Maia Holm-Søndergaard.
Hytteost: Den perfekte ingrediens til dine grønne retter
Hytteost er på det seneste blevet et meget populært produkt blandt både unge og ældre. Dels på grund af den sunde næringsstofprofil – højt proteinindhold og lavt fedtindhold – og dels på grund af de mange anvendelsesmuligheder i både varme og kolde retter.
Sidste session rundes af med et fokus på hytteostens fortræffeligheder;
”Den milde smag betyder, at hytteost kan anvendes i både det søde og det salte køkken – og tilføje smag og vigtige næringsstoffer, som det kan være svært at få nok af fra en kost med planter alene. Samtidig tilfører det en god og ’tryg’ smag, som kan give flere mod til grønne retter,” lyder det fra Katrine Langvad, som er chefkonsulent – ernæring, sundhed og måltider hos Landbrug & Fødevarer.
Vi, i Ernæringsteamet, får selskab af kokken Christian Bøjlund, som understreger budskaberne i de fire sessioner med lækre smagsprøver, der viser, hvordan kød og mejeriprodukter giver smag og næring til grønne måltider.
Oplæggene finder sted på Madværkstedet den 11. marts i ‘Showkøkkenet‘, som du finder i oplevelseszonen ‘Kød & Fisk’.
Det er gratis at deltage, og kræver ingen tilmelding.
Måske du også er interesseret i...
Fødevarer
Her kan du læse mere om forskellige fødevarer såsom kød, mælk og mejeriprodukter, æg, frugt og grønt, korn, fisk og bælgfrugter.
Energi og næringsstoffer
Her kan du læse mere om energi, fedt, protein, kulhydrat, vitaminer, mineraler samt antinæringsstoffer.
Materialer
Her kan du finde, downloade og bestille vores gratis materialer, som fx 'Vidste du at...', Mad til børn, næringsstofplakater og meget mere.
Events
Her finder du information om vores afholdte og kommende events. Du kan se program, tilmelde dig de kommende events og læse hovedbudskaber fra tidligere events.