Sygdomsrelateret underernæring: En stor udfordring der kræver handling
28. januar 2025
Sygdomsrelateret underernæring er en stor udfordring, som kræver handling. En ny rapport fra ONCA-DK viser, hvordan investeringer i sundhedsvæsenet kan føre til besparelser på op imod 46 milliarder kroner årligt i 2035, hvis der handles nu.
Hvad er sygdomsrelateret underernæring?
Det italesættes ikke så ofte, at mange ældre borgere lider af længerevarende sygdomsforløb pga. underernæring. Sygdomsrelateret underernæring (ernæringsrisiko) defineres som en tilstand, hvor kroppens energi- og næringsstofbehov ikke dækkes, eller optagelsen af næringsstoffer er utilstrækkelig grundet sygdom. Det får patienter til at tabe vægt - primært i form af muskelmasse. Nu har en gruppe forskere fra Center for Ernæring og Tarmsvigt, Aalborg Universitetshospital og Klinisk Institut og Aalborg Universitet undersøgt emnet nærmere under ONCA (Optimal Nutritional Care for All). Og det står klart for dem: sundhedsvæsenet kan spare mia. ved at sætte yderligere ind overfor underernæring.
En rapport af Menon Economics estimerer, at sundhedsvæsenet brugte 14,5 mia. kr. i meromkostninger på borgere i ernæringsrisiko i 2024. Hvis ikke der handles, bliver denne byrde større fremover med den demografiske udvikling.
De 3 scenarier beskrevet af ONCA
I rapporten har ONCA beskrevet 3 scenarier.
1. Nulalternativet
I nulalternativet bliver der ikke handlet yderligere, og udviklingen fortsætter, så antallet af borgere i ernæringsrisiko stiger fra 203.000 til ca. 250.000.
2. Moderat indsats
Den moderate indsats investerer i forbedrede rutiner for opsporing og opfølgning efter konsultationer i almen praksis, på plejehjem og hospitaler. Der implementeres flere ernæringstiltag i sundhedsvæsenet, og der etableres øget samarbejde mellem sundhedssektorer og implementering af målrettede ernæringsplaner.
3. Høj indsats
Den høje indsats benytter sig af de samme tiltag som den moderate indsats. Herudover investeres yderligere i træning og uddannelse af sundhedspersonale, konsekvent opsporing i hjemmepleje og kommunale indsatser, specialiserede ernæringshold der arbejder tæt med hospitaler og kommuner, som følger op på udskrevne patienters ernæringsstatus, og introduktionen af en bredere anvendelse af teknologi og digital overvågning for at sikre en mere effektiv opfølgning.
Gevinsten af indsatserne
Der er lavet beregninger på de mulige besparelser ved at tage de ovenstående scenarier i brug. Udover de 20-46 mia. kr. der kan spares fra den moderate og høje indsats, så vil en reduktion i sygdomsbyrden åbne kapacitet hos sundhedsvæsenet, som dermed kan bruges til andre formål. Dog er det vigtigt at pointere, at rapporten ikke har beregnet omkostningerne for de forskellige indsatser.
3 spørgsmål og svar om emnet
Sygdomsrelateret underernæring defineres som en tilstand, hvor kroppens energibehov ikke dækkes, eller optagelsen af næringsstoffer er utilstrækkelig på grund af sygdom. Dette fører til vægttab, primært i form af muskelmasse. Mange ældre borgere lider af længerevarende sygdomsforløb som følge af denne tilstand.
De tre scenarier, som rapporten fra ONCA-DK beskriver, er:
- Nulalternativet, hvor der ikke handles, og antallet af borgere med ernæringsrisiko stiger.
- Moderat indsats, hvor der investeres i forbedrede rutiner for opsporing og opfølgning på sygdomsrelateret underernæring.
- Høj indsats, som involverer en mere omfattende investering i træning af sundhedspersonale, teknologi og tættere samarbejde mellem sektorerne for at forbedre ernæringsbehandlingen.
Ifølge rapporten kan sundhedsvæsenet spare mellem 20 og 46 milliarder kroner årligt, hvis der implementeres moderate eller høje indsatser mod sygdomsrelateret underernæring. Derudover vil en nedsættelse af sygdomsbyrden kunne frigøre kapacitet i sundhedsvæsenet, som kan anvendes til andre formål.
Læs mere om emnet her.
Underernæring
Underernæring har store konsekvenser - lige fra øget risiko for sygdom, indlæggelser og genindlæggelser til tidlig død. Derfor skal underernæring bekæmpes.
10. december 2024
Ernæring til sårbare grupper: Proteinkvalitet gør en forskel
Sårbare grupper som svagelige ældre, småspisende og syge skal have den rette ernæring og her kan proteinkvaliteten have afgørende betydning. Læs mere her.
Nudging og underernæring
Se hvordan nudging kan bruges som et middel mod underernæring hos ældre.