Måling af proteinkvalitet - DIAAS og PDCAAS

DIAAS, indebærer i hovedtræk at: 

Den praktiske konsekvens for DIAAS er, at den reelle forskel i kvaliteten mellem vegetabilske og animalske proteiner nu kommer tydeligere frem. Det ser dog ud til, at animalske kilders proteinkvalitet undervurderes og vegetabilske overvurderes via denne metode. Et DIAAS over 100 angiver, at det pågældende protein, eller produkt, har et potentiale for at kunne berige andre produkter, hvilket er tilfældet for animalske produkter. 

Overordnet set, ser kødproteiner ud til at have en gunstig aminosyreprofil og fordøjelighed, førende til høje DIAAS og PDCAAS. Der findes meget lidt forskning i aminosyreprofiler med test af ægte ileal fordøjelighed af forskellige typer af kødprodukter, så i praksis er det svært at beregne DIAAS værdierne for kød, som WHO og FAO har sat som standard for proteinkvalitet (3).

Referenceprotein 

FAO’s referenceprotein har den aminosyresammensætning, der bedst matcher menneskets behov. Det har pr. definition en aminosyrescore (AAS) på 1 (100%). Andre proteiner ligger lavere, fordi de aminosyresammensætninger er anderledes, og derfor ikke matcher den menneskelige organismes behov helt. De animalske proteiners aminosyrefordeling ligner menneskets behov mest, og fordøjeligheden er god. Aminosyreindholdet i animalske proteiner ligger højt. Nogle aminosyrer scorer højere end referenceproteinet, så AAS bliver over 1.

Generelt ligger en god proteinkvalitet på 100% eller mere og en lav på under 50%. Hvis scoren bliver 0 betyder det, at proteinkilden ikke indeholder en eller flere essentielle aminosyrer. Der tales om den begrænsende aminosyre, altså den essentielle aminosyre med det lavest fordøjelige indhold i forhold til at få dækket aminosyrebehovet. 

Forskel på DIAAS og PDCAAS

DIAAS og PDCAAS angives som numeriske værdier med værdier fra 0-140, hvor scorer over 90 anses som højkvalitetsprotein. Disse scorer defineres af den aminosyre, der er til stede i proteinet i de mindste mængder relativt til et scoring pattern, defineret af WHO og deres ernæringsfaglige organ Food and Agriculture Organization, FAO. Scoren angives ofte som den numeriske værdi efterfulgt af, hvilken aminosyre, der er den begrænsende i den pågældende fødevare. 

DIAAS, Digestible Indispensable Amino Acid Score 

Således udregnes scoren for fordøjelige essentielle aminosyrer. DIAAS er fordøjeligheden af den enkelte begrænsende aminosyre, der vurderes op imod referenceproteinet. 

I DIAAS bevarer man den reelle aminosyrescore, så den virkelige forskel i kvaliteten mellem vegetabilske og animalske proteiner bliver tydelig. Et DIAAS over 1 (100) angiver, at det pågældende protein, eller produkt, har et potentiale for at kunne berige andre produkter. I de tilfælde hvor det vurderes, at der er brug for en øget indtagelse af protein eller specifikke aminosyrer, får man formodentlig det bedste resultat, hvis man bruger proteinkilder med høj DIAAS. 

I nedenstående tabel rangeres proteinkvaliteten - udtrykt som DIAAS - af animalsk- og vegetabilsk protein:

Kilder til skemaet: 4, 5, 6 og 7.

PDCAAS, Protein Digestibility Corrected Amino Acid Score 

Således udregnes den proteinfordøjelighedskorrigerede aminosyrescore. Fordøjeligheden af det totale protein korrigeres i forhold til aminosyresammensætningen og sammenlignes med referenceproteinet. 

I PDCAAS runder man scorerne ned til 1 (100) uden yderligere stillingtagen til de overskydende aminosyrer.

DIAAS vurderer fordøjeligheden af den enkelte aminosyre, mens PDCAAS bruger det intakte proteins fordøjelighed til at finjustere scoren. Desuden er målet nu at måle fordøjeligheden af aminosyrerne på prøver fra ileum hos mennesker, hvor protein optages i kroppen. Hvis data af denne kvalitet ikke findes, bruger man stadig fordøjelsesdata fra ileum hos rotter eller grise, samt data baseret på fæcesprøver, dog helst humane. Fæcesprøver er dog ikke så præcise, da ikke al protein optages i kroppen. Det protein, der ikke optages i ileum, passerer videre til tyktarmen, hvor det ikke optages, men omsættes af bakterier og bliver til en energikilde fremfor de vigtige ”byggesten”, som protein ellers fungerer som. Fæces vil derfor være et udtryk for den optagede mængde af proteinet (i form af peptider og aminosyrer) samt den mængde, der er omsat i tyktarmen.