Nyt ’Vidste du at…’ faktaark til personer med moderat eller højt fysisk aktivitetsniveau

’Vidste du at… Fitness’ er et nyt faktaark i serien ’Vidste du at…’, som henvender sig til mænd og kvinder med et moderat eller højt fysisk aktivitetsniveau. Arkene illustrerer sunde dagskostforslag og mellemmåltider der er nemme at have med ’on the go’.

Baggrund for ’Vidste du at… Fitness’

Den, frem til corona-nedlukninger, så populære og tiltagende fitnessbølge i Danmark har medvirket til at fremme myten om, at det er nødvendigt med ekstra protein i kosten ved høj fysisk aktivitet. Danskerne har gennemsnitligt et tilstrækkeligt indtag af protein, men efterlever ikke De Nordiske Næringsstofanbefalinger, når det kommer til indtaget af mættet fedt og kostfibre. ’Vidste du at… Fitness’ kan bruges som konkret vejledning til sund mad, der imødekommer anbefalingerne, i forbindelse med moderat og høj fysisk aktivitet.

Om ’Vidste du at… Fitness’

’Vidste du at… Fitness’ præsenterer fem dagskostforslag der dækker makronæringsstofbehovet for mænd og kvinder med et moderat eller højt fysisk aktivitetsniveau. Makronæringsstofsammensætningen matcher anbefalingerne i De Nordiske Næringsstofanbefalinger.

Arkene illustrerer ligeledes forslag til fem mellemmåltider, der er nemme at have med på farten. Mellemmåltiderne matcher proteinindholdet i udvalgte kommercielle proteinprodukter, og kan give et overblik over mængden af mad og proteinprodukt der er passende for den pågældende referencegruppe.

Opskrifterne til dagskostforslagene og mellemmåltiderne findes på arkene.

Målgruppen

Arkene tager udgangspunkt i mænd og kvinder med en vægt på hhv. 80 kg og 65 kg med to forskellige aktivitetsniveauer:

  • Kvinde, 65 kg, PAL 1,6 (moderat fysisk aktivitet)
  • Kvinde, 65 kg, PAL 2,2 (høj fysisk aktivitet)
  • Mand, 80 kg, PAL 1,6 (moderat fysisk aktivitet)
  • Mand, 80 kg, PAL 2,2 (høj fysisk aktivitet)

PAL 1,6 svarer til et moderat fysisk aktivitetsniveau med stillesiddende arbejde og noget fysisk aktivitet. PAL 2,2 svarer til et højt fysisk aktivitetsniveau med et fysisk anstrengende arbejde eller daglig atletisk træning på eliteniveau.

Ved første øjekast kan arkene ligne hinanden, men vær opmærksom på, at der er forskel på de to forskellige aktivitetsniveauer.

I er velkomne til at skrive til os, hvis I har forslag og ønsker til nye emner i serien ’Vidste du at…’.

Bestil og download ’Vidste du at… Fitness’ her.