’3 dage med Madskoler’ - Skal du være med på holdet?

Fuld tryghed og masser af gode oplevelser på sommerferiens ’3 dage med Madskoler’ skaber god base for efterårsferiens skoler, hvortil der netop nu søges frivillige. Skal du være med?

Knivskarpe frivillige, madinteresserede børn, masser af gåpåmod, og en stor dunk håndsprit. Det er i grove træk opskriften på ’3 dage med Madskoler’, der fandt sted i uge 32 og som afholdes igen i efterårsferien (uge 42).

Aktiviteten erstatter de populære Madskoler som i år er blevet aflyst på grund af COVID-19.

Evaluering fra uge 32

Evalueringen fra første rundes ’3 dage med Madskoler’ er netop tikket ind. Den viser bl.a. at;

  • 99% af forældrene siger, at deres overordnede erfaring med Madskoler er Rigtig god eller God
  • 100% af forældrene fortæller, at de har været Meget trygge eller Trygge ved at have et barn med på ’3 dage med Madskoler’
  • 100% af de frivillige instruktører siger Helt Enig eller Enig i at det har været en god oplevelse
  • 99% af de frivillige instruktører er Enige eller Helt Enige i, at de har været trygge ved at være frivillige.

Stort behov for madkyndige frivillige

Efterspørgslen var tårnhøj til de første skoler og forældrene venter i spænding på, hvor der oprettes skoler i efterårsferien. Jo flere frivillige instruktører, der tilmelder sig, desto flere skoler, kan der oprettes.

Derfor søger børne- og ungdomsorganisationen 4H netop nu madkyndige frivillige, der i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000 står bag aktiviteten.

Kunne du tænke dig at gøre en forskel og blive instruktør på ’3 dage med Madskoler’ i efterårsferien?
Så skynd dig, at tilmelde dig her: madskoler.dk/bliv-instruktør/