Frivillige madglade instruktører søges til ’3 dage med Madskoler’ i efterårsferien

23. august 2021

Kunne du tænke dig at gøre en forskel og blive frivillig instruktør på ’3 dage med Madskoler’ i efterårsferien? Så er det lige dig, vi søger!

Mandag til onsdag i uge 42 afholdes ’3 dage med Madskoler’ hvor du kan komme ud og gøre en forskel for børns madengagement! Tilmeld dig allerede nu og hjælp os med at sikre, at ’3 dage med Madskoler’ også kan blive til noget i dit nærområde.

På programmet har vi dette efterår valgt at sætte fokus på 3 fødevarer – en hver dag – nærmere bestemt kartoflen, ægget og æblet. Vi har fundet lækre opskrifter med disse fødevarer og lavet et aktivitetskatalog hvorfra instruktørerne kan vælge, hvilke lege og aktiviteter, der skal gennemføres. Princippet for ’3 dage med Madskoler’ er masser af madlavning og hygge – knap så meget undervisning.

Mere information og tilmelding på Bliv Instruktør - Madskoler.dk

Madskoler arrangeres af børne- og ungdomsorganisationen 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000.