Hjælp til en mindre sød hverdag for børnefamilier

I mange år har det været kendt, at vi er rigtig glade for søde sager i Danmark. Vi er så glade for det, at DTU Fødevareinstituttet kalder os for ”Verdensmestre” i slikindkøb. Det kommer der gratis hjælp til at gøre noget ved for danske børnefamilier.

En sundere hverdag for småbørnsfamilier

Andelen af søde, snacks, kaffe/te og andre nydelsesmidler i den gennemsnitlige danske kost optager omkring ¼ af vores samlede klimaaftryk fra fødevarer. Det er en ganske pæn andel for produkter, der mest bidrager til nydelse i hjernen. Danske børn indtager faktisk op til fem gange så mange søde sager (slik, chokolade og kage) og søde drikke (sodavand, saftevand og iste), som der er plads til i en sund kost. De ”tomme kalorier” tager pladsen fra den sunde kost, som små kroppe skal bruge for at vokse sig sunde og stærke.

Nu tilbyder DTU Fødevareinstituttet nyudviklede redskaber til at gøre hverdagen mindre sød for småbørnsfamilier, der er testet af sundhedsplejersker i Hvidovre Kommune på 150 familier. Redskaberne er blevet til i et forskningsprojekt der hedder ”Er du for sød?”.

Sundhedsplejerskerne ser ud til overordnet set at synes, at redskaberne er gode til, på en enkel og visuel måde, at formidle anbefalingerne for det maksimale indtag af det søde på en positiv måde, der undgår løftede pegefingre.

Se mere om SØD her

Kilder:

  • Kilder: Anja Pia Biltoft-Jensen, Sarah Jegsmark Gibbons, Karsten Kørup, Sidse Marie Sidenius Bestle, Bodil Just Christensen, Ellen Trolle, Anne Dahl Lassen og Jeppe Matthiessen. Danskerne er verdensmestre i slikindkøb. DTU Fødevareinstituttet, 2021.
  • DTU Fødevareinstituttet, E-artikel, nr. 1, 2019: På vej mod en sundere og mere bæredygtig kost.