Anprisninger kan nu mere end ernæring og sundhed

Blandt forbrugerne er der en stadigt stigende interesse for at spise sundere og mere klimavenligt, men det er svært for mange at gennemskue, hvad man skal vælge i en indkøbssituation. Derfor har Rådet for sund mad valgt at sætte fokus på brugen af klimaanprisninger og kostråd i et netop afsluttet projekt, der skal gøre det lettere for forbrugerne at vælge sundere fødevarer, som samtidig har et lavere klimaaftryk.

Klimaanprisninger på udvalgte fødevaregrupper

I vejledningen gives enkle eksempler på, hvordan generiske klimaanprisninger kan hjælpe med at fremhæve de fødevarer, der er i en kategori med et lavere klimaaftryk, og som samtidig er en del af en sundere kost.

Klimaanprisningerne kan anvendes på følgende fødevaregrupper:

  • Fersk grisekød og fjerkræ
  • Frugter, grøntsager, bælgfrugter og kartofler
  • Fuldkornsprodukter
  • Planteolier

Det vil derfor fremover være muligt at finde disse anprisninger i supermarkederne, på hjemmesider og buffetter på restauranter, der hvor du finder disse fødevaregrupper.

Kostrådene kan bruges på produkterne

I vejledningen gives også eksempler på, hvordan kostrådene kan hjælpe til at fremme et sundere valg – uden at forbrugerne bliver vildledt.

Det er også et udvalg af produktgrupper, der kan anvende kostrådsanprisningerne:

  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Fisk og skaldyr
  • Nøglehulsmærkede fiskeprodukter
  • Nøglehulsmærkede produkter og måltider, der indeholder en væsentlig mængde fisk
  • Usaltede nødder
  • Let saltede nødder
  • Bælgfrugter
  • Nøglehulsmærkede produkter, der indeholder en væsentlig mængde bælgfrugter
  • Nøglehulsmærkede fuldkornsprodukter
  • Nøglehulsmærkede produkter, der indeholder en væsentlig mængde fuldkorn

Således er det muligt fremover også at finde kostrådene direkte på de udvalgte produktergrupper i supermarkederne.

Landbrug & Fødevarer har været en del af projektgruppen, der blev ledet af De Samvirkende Købmænd. Indholdet i vejledningen er Fødevarestyrelsen garant for stemmer overens med Fødevareinformationsforordningen. Den 28. september kunne vi offentliggøre ”Vejledning om brug af generiske klimaanprisninger og kostråd til at fremme sundere valg”.

Hent meget mere information via Rådet for sund mad, hvor også vejledningen er til at se i sin fulde længde.

https://raadetforsundmad.dk/viden/publikation/vejledning-generiske-klimaanprisninger/